Pinsemandag. Det smukke solrige vejr lokkede. Førte os til Vesterhavet. Først til et besøg på det lillebitte, men bestemt hyggelige og seværdige Jens Søndergaards Museum. Og bagefter en tur til Bovbjerg Fyr – hvor vi gik i højden i fyrtårnet og nød udsigten ud over land og Vesterhav. Og hvor der – til vores overraskelse – også var udstillinger. Et sjovt sted til udstillinger. Måske der kunne laves noget der engang?
Der er mange måder at lave udstilling på. I lørdags så jeg en lille udstilling på Århus Kunstakademi med titlen “Breve”. En – vil jeg tillade mig at sige – ydmyg udstilling. I hvert fald sådan umiddelbart. For udstillingsrummet var såre enkelt. Et par borde. Og på bordene bunker af kuverter – breve. I første omgang tænkte jeg: Er det det hele. Så tænkte jeg: Gad vide hvad der er i kuverterne? Og så: Gad vide om man må åbne dem? Og så læste jeg opslaget og fandt ud af, at man gerne måtte tage brevene med sig … faktisk var det det, der var meningen. Og så blev det jo helt sjovt. For så gik jeg hjem med en udstilling i tasken. Kunne gå hjem og lave mig en kop kaffe og sætte mig i pinsesolen under pæretræet … og lukke udstillingen helt op. Det ene brev efter det andet. Og så fandt jeg ud af, at udstillingen ikke nødvendigvis var slut der. For der var indbydelser til senere. Indbydelser som jeg kunne tage imod, hvis jeg ville. Indbydelser om at møde op en bestemt dag et bestemt sted. Indbydelse til at tage et billede, sende til kunstneren og så selv være med til at skabe en udstilling. Og meget mere. Bestemt et sjovt og tankevækkende initiativ.
Sidste søndag var vi på badet – med madkurv i det flotte solskin. Og var bagefter inde og se sanseudstilling. Carl Quist Møllers udstilling “Hul til hovedet” sætter fantasien i sving og giver både børn og voksen gode oplevelser. Det er sjovt at være noget andet et øjeblik – og det er sjovt at se andre se helt anderledes ud! Se mere om udstillingen her: http://www.silkeborgbad.dk/Default.asp?ID=4
Der er ingen tvivl. Jeg elsker når den ene ide føder den næste, som leder til den næste, som giver næring til den næste og så videre og så videre og så videre. Jeg elsker, når små afprøvninger, som i sig selv ikke lige bliver til noget, pludselig – når de lægges sammen – bliver til en masse. Når summen af det jeg ved, kan, tænker, føler går op i en højere enhed.
I dag faldt jeg f.eks. over en æske bogstavstempler. Helt enkle. Og en rød stempelpude. Og lagt sammen med noget, jeg allerede var i gang med derhjemme og et par flyvske tanker over en kop kaffe på Drudenfuss, så ser det ud til at kunne blive en bog. Formentlig. Det tegner i hvert fald til det. Sådan en helt let og luftig en.
Og der er brug for bøgerne. Og helst i stort format. Til den kommende X-Piir udstilling på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus (fra 2. juli 2008). Det er også i den forbindelse, at vi i gruppen laver Pixi-bøger i lange baner.
Og jeg elsker, når der kommer uventede gaver ind ad døren. Som dette fyld i en pakke. Det er sådan set bare fyld … affald … hvis man ser sådan på det. Men det er også noget andet … et eller andet … noget der kan blive til noget, gemmer på noget … Jeg ved ikke lige hvad. Jeg kan bare mærke, at det taler til mig, frister mig.
Og jeg elsker af have sådan en periode, som jeg har i øjeblikket. Hvor ganske få feriedage lagt sammen med en stribe helligdage og mine almindelige fridage giver en lang periode, hvor jeg kan fordybe mig i diverse kunstneriske projekter. Det er den rene svir. Lyksaligt! Bortset fra måske … at jeg ikke kan lade være med at knokle i nærmest døgndrift … nu jeg endelig har tid til fordybelsen.
For et stykke tid siden kom der en mail fra Gulla (tak!). En videregivet invitation til at deltage i et projekt “Tomhed og kreativitet” (Vuoto e creativitá) igangsat af en italiensk kunstner. Titlen fængede med det samme … og det tog ikke mange øjeblikke, før ideen var der. Sådan er det nogen gange … så kommer det bare dumpende ud af det blå. Forbløffende og herligt. Især fordi der andre gange skal graves dybt for at finde frem til det, der skal laves.
Eneste lille ting jeg skulle tygge lidt på var det runde format (alle bidrag skal være 30 cm i diameter og max. 5 cm høje – og ellers var der frit slag), som er meget … ja … rundt!
Mit bidrag kan ses her (og ja, der er lys i den lyse plet man kan se!).
Alle værker vises på en udstilling i Studio D’Ars i Milano den 13.-19. maj 2008. Og der udgives et udstillingskatalog. Heldigvis … for jeg kommer jo nok ikke til Italien og ser udstillingen. Det ville jeg da ellers rigtig gerne!
Sidste sommer sendte jeg to collager afsted til Vilnius … i håb om at komme med på 4th International Collage Exhibition Vilnius 2008 (http://www.bokartas.lt/). Og det lykkedes! Så for andet år i træk har jeg værker med på den internationale collage-udstilling.
I år er temaet “Every night the same” og mine to bidrag kan ses her.
Udstillingen åbner i morgen … og hvor ville jeg ønske, at jeg lige kunne smutte en tur til Vilnius og se den. Men måske til næste år (hvor der også skal være bogudstilling (omtalt andetsteds her på bloggen). Her håber jeg også at få lavet noget, der slipper gennem nåleøjet).
Noget af det bedste jeg ved … efter en god svømmetur … er at ligge og flyde i vandet. Bare ligge og flyde … helt stille … lige i vandoverfladen. Slappe totalt af. I ben, i arme, i krop, i hoved. Lade vandet bære mig. Nyde fornemmelsen af ikke at skulle gøre andet … end slappe af … tillidsfuldt, overgivent, fredfyldt. Flyde som et blad i vandoverfladen, mens alt andet må vente … forsvinder. Næsten flyde i et med vandet.
Det gode er, at jeg kan tage fornemmelsen med hjem. Eller i hvert fald erindringen. Jeg kan hente den frem, når jeg vil. Forestille mig at jeg flyder i det smukkeste blikstille hav med solen over mig.
Kommer til at tænke på et maleri jeg så på en udstilling på Silkeborg Kunstmuseum (november 2007) med værker af Willumsen. Et maleri ophængt helt alene på en stor væg. En kvinde, liggende, med løftede arme, afslappet, måske sovende. Flydende. Smukt.
For nogle år tilbage havde jeg en lyserød periode. Og nej … den ligger ikke helt tilbage i min barndom. Jeg tror aldrig, at min mor har rammet mig ind i en lyserød prinsesseperiode, da jeg var barn. Måske var det ikke på mode dengang. Måske havde min mor ikke prinsessedrømme på mine vegne. Jeg blev kaldt blomst, ikke prinsesse. Og det er jeg faktisk godt tilfreds med i dag … altså at være blomst. (Min egen datter slap til gengæld ikke for prinsessedrømmen! Hun kvitterede med en nat at drømme, at hun smed sin krone i søen … Hun behøvede ikke … fortalte hun om drømmen … have krone på – hun vidste godt indeni, at hun var en prinsesse).
Næ nej! Min lyserøde periode kom i en meget voksen alder … og foldede sig ud i fuldt flor med grafik med masser af lyserøde prikker, en hel installation med lyserød grafik og lyserøde stole “Pink simplicity”, en lille bog med digte og lyserøde billeder “Som lyserøde snefnug på din pande” og meget mere. Jeg gik også i lyserødt … ikke totalt i lyserødt … men i et strejf af lyserødt …. lyserøde t-shirts og lyserøde toppe …
Den lyserøde periode forduftede lige så stille … men jeg har stadig indimellem en lille svaghed for farven. Som da jeg f.eks. til jul på besøg hos min storebror og svigerinde forelskede mig i min svigerindes lyserøde gummistøvler (og som hun sagde om, at dem gik hun i grunden ikke så godt i). Jøsses, dem ville jeg gerne eje. Og at tænke sig … så fik jeg dem forleden, da de var på besøg her (Tak, Birte!). Så nu er de helt utroligt mine … de lyserøde gummistøvler. C’est la vie!
Jeg kan blive høj … høj af farver. Især en æblegrønlignende klartlysende vibrerende grønt kan løfte mig højt. Sådan en grøn der indeholder så meget lys … at det er som om solen er dykket ned i farven og beliver den med al sin energi, løssluppenhed, glæde, forårsfornemmelse og munterhed. Jeg kan få helt lyst til bare at være lige netop den grønne farve. Når jeg ser den … så har jeg lyst til at indånde den, drikke den, suge den ind gennem huden, flyde i et med den.
Der er også andre dejlige farver … Og jeg kan falde i svime på de mest mærkelige tidspunkter. Forleden stod jeg midt i aftensmadlavningen og blev grebet. I køkkenvasken lå rødbedeskræller og bladsellerirester … og kombinationen vibrerede. Og så måtte kameraet frem. Og jeg fik tanken … at lave en af de små X-Piir PiXi-r (vores hvidbogsprojekt har ændret format til Pixi-format) med køkkenvaskoplevelser. Det giver en ekstra dimension til aftensmadslavningen … Og maden – og de rester der ikke lige bliver brugt til kokkeriet … kommer ekstra til ære og værdighed. Og den omtanke for stort og småt er vist noget vi har gevaldig brug for i en verden, hvor australske fåreavlere (nogle/alle?) behandler får så nedværdigende, følelseskoldt og tingsliggørende, at mit hjerte er ved at briste! Ikke mere australsk merino uld til mig, tak!
Men tilbage til den lysgrønne farve. Jeg må have et særligt forhold til den her højtløftende farve. Sidder her og kommer i tanker om en oplevelse, jeg havde som barn. Jeg var på sommerbesøg hos min faster og onkel i Nysted. Min faster hed Edel og blev sødt og kærligt kaldt Faster Delle (men hun var slank … så det var vist bare en leg med ord). En dag tog hun mig med på bytur … måske var det til Nykøbing Falster? En stor, ny verden set med et barns øjne. Og der så jeg i et vindue … en grøn top … som jeg forelskede mig vildt og inderligt i. Jeg kan levende huske fornemmelsen. Den ville jeg så gerne have. Den var så lysende grøn og fin. Og jeg glemmer heller aldrig den lyksalighed det var, at min faster vendte tilbage til butikken og købte toppen til mig.
Jeg behøver vel ikke sige, at det var min yndlingsbeklæding den sommer.
Lis Rejnert Jensen 
