For nogle år tilbage havde jeg en lyserød periode. Og nej … den ligger ikke helt tilbage i min barndom. Jeg tror aldrig, at min mor har rammet mig ind i en lyserød prinsesseperiode, da jeg var barn. Måske var det ikke på mode dengang. Måske havde min mor ikke prinsessedrømme på mine vegne. Jeg blev kaldt blomst, ikke prinsesse. Og det er jeg faktisk godt tilfreds med i dag … altså at være blomst. (Min egen datter slap til gengæld ikke for prinsessedrømmen! Hun kvitterede med en nat at drømme, at hun smed sin krone i søen … Hun behøvede ikke … fortalte hun om drømmen … have krone på – hun vidste godt indeni, at hun var en prinsesse).

Næ nej! Min lyserøde periode kom i en meget voksen alder … og foldede sig ud i fuldt flor med grafik med masser af lyserøde prikker, en hel installation med lyserød grafik og lyserøde stole “Pink simplicity”, en lille bog med digte og lyserøde billeder “Som lyserøde snefnug på din pande” og meget mere. Jeg gik også i lyserødt … ikke totalt i lyserødt … men i et strejf af lyserødt …. lyserøde t-shirts og lyserøde toppe …

Den lyserøde periode forduftede lige så stille … men jeg har stadig indimellem en lille svaghed for farven. Som da jeg f.eks. til jul på besøg hos min storebror og svigerinde forelskede mig i min svigerindes lyserøde gummistøvler (og som hun sagde om, at dem gik hun i grunden ikke så godt i). Jøsses, dem ville jeg gerne eje. Og at tænke sig … så fik jeg dem forleden, da de var på besøg her (Tak, Birte!). Så nu er de helt utroligt mine … de lyserøde gummistøvler. C’est la vie!  

Min datter er fyldt 16. Hele 16 år.  Efter sommerferien skal hun i gymnasiet. Om ikke så længe flytter hun hjemmefra. Hvor er det vildt og ubegribeligt stort!

Jeg kan blive høj … høj af farver. Især en æblegrønlignende klartlysende vibrerende grønt kan løfte mig højt. Sådan en grøn der indeholder så meget lys … at det er som om solen er dykket ned i farven og beliver den med al sin energi, løssluppenhed, glæde, forårsfornemmelse og munterhed. Jeg kan få helt lyst til bare at være lige netop den grønne farve. Når jeg ser den … så har jeg lyst til at indånde den, drikke den, suge den ind gennem huden, flyde i et med den.

Der er også andre dejlige farver … Og jeg kan falde i svime på de mest mærkelige tidspunkter. Forleden stod jeg midt i aftensmadlavningen og blev grebet. I køkkenvasken lå rødbedeskræller og bladsellerirester … og kombinationen vibrerede. Og så måtte kameraet frem. Og jeg fik tanken … at lave en af de små X-Piir PiXi-r (vores hvidbogsprojekt har ændret format til Pixi-format) med køkkenvaskoplevelser. Det giver en ekstra dimension til aftensmadslavningen … Og maden – og de rester der ikke lige bliver brugt til kokkeriet … kommer ekstra til ære og værdighed. Og den omtanke for stort og småt er vist noget vi har gevaldig brug for i en verden, hvor australske fåreavlere (nogle/alle?) behandler får så nedværdigende, følelseskoldt og tingsliggørende, at mit hjerte er ved at briste! Ikke mere australsk merino uld til mig, tak!

Men tilbage til den lysgrønne farve. Jeg må have et særligt forhold til den her højtløftende farve. Sidder her og kommer i tanker om en oplevelse, jeg havde som barn. Jeg var på sommerbesøg hos min faster og onkel i Nysted. Min faster hed Edel og blev sødt og kærligt kaldt Faster Delle (men hun var slank … så det var vist bare en leg med ord). En dag tog hun mig med på bytur … måske var det til Nykøbing Falster? En stor, ny verden set med et barns øjne. Og der så jeg i et vindue … en grøn top … som jeg forelskede mig vildt og inderligt i. Jeg kan levende huske fornemmelsen. Den ville jeg så gerne have. Den var så lysende grøn og fin. Og jeg glemmer heller aldrig den lyksalighed det var, at min faster vendte tilbage til butikken og købte toppen til mig.

Jeg behøver vel ikke sige, at det var min yndlingsbeklæding den sommer.

Hanne (http://ihanne.wordpress.com/) sendte et link. Et link til en hjemmeside, hvor et par kunstnere fra Syd Korea og Irland, indbyder andre kunstnere til at deltage i et mail art-projekt (værker i postkortformat). Emnet: Salt & peber. Spice in life … spice of life. Alle mail art værker udgives i katalog – og vises måske på udstilling. Kunstnere fra hele verden deltager. Se siden her: http://www.redfoxpress.com/salt.html – hvor alle bidrag kan ses.

Mennesket har brug for salt for at kunne leve. 3-5 gram om dagen. 
Og så er der også det her med, at noget … nogen … kan være livets salt.
For mig den uundværlige kærlighed. I alle dens former.

Peber giver – sammen med alle de andre krydderier – uundværlige smagsoplevelser.

Ovenfor mit bidrag. Et lille værk i flere lag. En baggrund og to gennemsigtige lag. Mellem baggrunden og det første gennemsigtige lag er der peber. Mellem det lag og det yderste gennemsigtige lag … ja, der er et billede af mig … og så 5 gram salt. Når man vipper billedet, så flyder salt og peber rundt.

Nedenfor et par billeder fra mit arbejdsbord, som det så ud i dag. En dejlig arbejdsdag.