Arbejdsophold

Arbejdsophold i Tórshavn juli 2022 i Listmannahusid á Dalatrødni – Kambans Hus. Opholdet søgt for 3 år siden – lige efter vi havde været der sidst. Dengang et 14 dages ophold. Denne gang en hel måned.

Opholdet i år har jeg givet overskriften BERETNINGER OM GRØNT.

Opholdet er støttet af Fyns Grafiske Værksted – Viggo Fortings Rejse- og Mindelegat. Af hjertet tak.

Jeg har drømt om det længe. Forberedelserne har været i gang et stykke tid. Det kræver lidt planlægning at pakke værksted, som kan fungere en hel måned. I hvert fald hvis man som jeg rejser med lille trykpresse og alt andet som hører et grafisk værksted til. Fremkaldervæsken må ikke glemmes, eller de andre kemikalier til fremkaldelsen af off set pladerne. Trykpapir. Tryksværte, valse. Og alt muligt andet. Som jeg ikke lige kan få fat i, hvis jeg har glemt at få det med. Blyant og papir kunne være nok. Men jeg vil jo gerne kunne arbejde med at trykke. Og det er et privilegium at kunne pakke alt i en bil og sejle over Atlanten med det hele.

Og vi kom afsted. Selvom det på et tidspunkt kunne være blevet anderledes. Min gamle og livsmætte mor på 93 er de seneste måneder blevet langsomt mere sløj og er nået frem til den sidste del af sit liv. Lægen siger max et halvt år, hjemmeplejen 2-3 måneder. Den svære beslutning: Skal vi tage afsted – eller er hun der, når vi kommer hjem igen? Det sætter sit præg på tanker og tynger kreativiteten. Men jeg håber, at Færøernes grønne skønhed, klippernes tusindårige tyngde og den smygende tåge kan dulme uroen lidt.

Grønt er godt for øjnene – og den urolige sjæl

Jeg samler på grønt. Det saftspændte grønne, det vissengrønne. Det lysende grønne, det dunkeltgrønne. Det der er på grænsen til ikke at være grønt.

Og det er her allevegne. Grønt så langt øjet rækker. Eller til det bliver væk i tågen.

En sten er en sten er en sten

En sten er en sten er en sten. Og jeg går rundt med fligen af en sten i hjertet.

Værkstedsarbejdet skal lirkes i gang. Først praktisk. Etablere værksted. Så noget håndgribeligt og nærliggende. Sten. En sten eller to fra steder der besøges. Den første dag: Hvitanes og Kirkjubøur. En kuglepen, et stykke papir og en sten. Helt nede på jorden. Tegninger frit efter de fundne sten. Bare for at få fodfæste i en hel måneds frihed midt i uroen. Så der måske langsomt falder en sten fra mit hjerte.

Stenene gemt, dokumenterede.

Får se om jeg stadig tegner sten om nogle uger.

Fornemmelse for lys

Vi har aftalt, at i dag (opholdets dag 4) er en værksteds/arbejdsdag. YR meldte regn. Og der var også regn – og blæst. En del af dagen. Men fra sen frokosttid (ca 14.30 opdagede jeg, at jeg var hundesulten) var der sol og lune, og vi kunne sidde ude og spise frokost. Vejret skifter hele tiden. Aftenen var tør.

Og netop det gør det også udfordrende at belyse offsetplader au naturel. Jeg kunne ikke – på trods af flere tålmodige lysprøver – ramme den rigtige belysningstid. Hjemme i belysningsskabet er det 2 minutter. Hver gang. 15 sekunder kan være afgørende. Denne dag i Tórshavn er det et sted omkring 5,5-6-7 minutter. Himlen skifter mellem mørkegråt, lysegråt, sol, regn i strømme og støvregn – og alt midt imellem. Og lige så sjovt det er at forlade sig på det lys, der er i tilværelsen…. lige så øjebliksfrustrerende er det, når nuancerne ikke er til at hive frem. Der er et væld af dem, når jeg belyser hjemme. Her er jeg nødt til at overgive mig – til sidst, efter trængsler – til at arbejde med mere enkle motiver, hvor der er mere kontrast end nuancer. Jeg er ikke meget for det, men jeg er nødt til at bide i det sure belysningsæble. Så når jeg lige her og nu arbejder med belysning og offset plader, så bliver det enkle kontrastmotiver. Og så må jeg i stedet eksperimentere med lag med mere. Arbejde med variationer af samme motiv.

Løsrivelse

Jeg har længe gerne villet løsrive mig fra den fotobaserede grafik. Altså (indimellem) væk fra at min grafik starter med et foto, som bearbejdes i photoshop og så bliver til tryk. Væk fra kameraet og hen til blyanten, kuglepennen, penslen …

Jeg går med nogle drømme om nogle billeder. Enkle former. Vilter pensel på “plade”. Monotypier. Engang dukker de forhåbentlig op på papiret.

Indtil da forsøger jeg mig med landskabet. De tusindårige klipper.

Håndværket

Rive papir.
Fugte papir.
Tjekke fremkalder.
Sætte belysningsbordet klar (=papkasse med masonitplade og glasplade samt et stykke papir (lukkemekanisme)).

Tjekke dagens lys.
Tør morgen, rimeligt lys. Jeg bestemte mig for at belyse den ene plade med 5 min., den anden med 4,5. Rimeligt ok resultat.

Fremkalde. Fiksere.

Trykke trykke trykke … variationer.

Aktuelle farver: Charbonnel spring green, mid green, sap green, raw sepia og sort 55991.

Forandringen

Min mor er blevet hurtigt dårligere, langt hurtigere end vi havde troet (inkl. læge og hjemmepleje), og hun er nu terminal. Dagen i går og her til morgen har handlet om at få truffet en beslutning. Hjemrejse? Og i så fald hvornår og hvordan? Det er så trist på alle planer, men sådan er det. Fly frem og tilbage og efterlade alt ude midt i Atlanterhavet (Sørens klarinetter, værkstedsgrej, bagage, bilen) forekom alt for mærkeligt. Og hvordan ville vi have det med at vende tilbage – måske kun med få dage til rådighed. Og være tvunget til at vende tilbage for at hente det hele. Nej, fly frem og tilbage blev hurtigt taget af bordet igen. Men så færgen? Kunne vi overhovedet komme hjem tidligere med Norröna? Det lykkedes heldigvis at ombooke vores hjemrejse, så nu skal vi hjem søndag den 17. juli. Om vi når at komme hjem, inden min mor dør er tvivlsomt. Men vi kommer så hurtigt vi kan under de givne omstændigheder. Og nu er der ro på, beslutningen er taget. Vi må bruge de sidste dage her på bedst mulig vis. Og håbe at vi må komme igen en anden gang.

Mine tanker er hos min mor. Jeg driver lidt omkring – mellem telefonsamtaler, opdatering om hendes tilstand og lidt værkstedsfordybelse. Der er ro i at synke ned i arbejdet indimellem. Og med forandringen indtrådte en åbning. Til de billeder som jeg har gået og drømt om. I hvert fald i den retning.

Det er grønt. Og sort på grænsen til grønt. Det er håbet og sorgen. Det er det lysende og det mørketunge. Det er mødet. Det er omfavnelsen.

Monotypier. Fri pensel på transparent. Og trykpressepres.

At være

Min mor døde i går aftes.

Jeg var langt væk. Men tæt på.

Min mor fik den sidste rejse som hun har længtes efter … rejsen for at møde min far på den anden side. De er sammen nu. Og alt er godt.

Færgen sejler hjem på søndag. Indtil da er der praktiske ting. Der er tanker. Der er træthed. På en måde kan jeg være langt mere i det, end hvis jeg havde været hjemme i Thorsø. Her er alt tilrettelagt med henblik på fordybelse. Og jeg driver frem og tilbage mellem telefonsamtaler, praktiske tanker, minder, erindringer, kaffesnakke med Søren … og arbejdet med på værkstedet med farver og former og det, der dukker op. Som serien “Omfavnelsen” som jeg begyndte på i går, og som jeg bliver i noget tid endnu. Der kan jeg være.

Vi har nogle dage nu, hvor vi vil rejse og leve. Det bedste vi kan gøre, mens vi venter på at færgen sejler hjem, er at bruge dagene bedst muligt. Min mor og far tog på deres første telttur, jeg tror det var i 1958. Til Norge. Med et hold venner. Telt og medbragt mad (Norge var et fattigt land efter krigen). Og siden rejste de meget. I min barndom var vi i Norge stort set hver sommer. Senere blev rejsemålet Østrig og Italien. I telt som min far selv syede på min farmors symaskine. Senere i campingvogn. Når Søren og jeg tog afsted, også her i de senere år, så fulgte hun glad med og glædede sig til at se billeder. Aldrig har hun forsøgt at få os til at blive hjemme. Heller ikke denne gang, selvom hun syntes, at en måned var lang tid. Selvom hun måske inderst inde vidste noget, som vi ikke vidste … at det var tæt på vejs ende.

Grøn grønnere grønnest

Jeg har et solidt lager af grønne landskaber. Hver gang vi kører på inspirationstur, så er kameraet i gang. Søren kører, jeg fotograferer – når vi ikke holder stille for at fotografere. Jeg har fotograferet de samme fjelde mange gange. Der er nogle former, jeg falder for. Men billederne er alligevel aldrig ens. Lyset kan være forskelligt, solen kan få græsset til at lyse skriggrønt, skyerne kan sende flimrende skygger henover landskabet, det kan være lidt diset eller landskabet kan være forsvundet i tåge.

At fortsætte mens jeg slipper

Lige nu oplever jeg, at jeg er nået et sted hen i værkstedsarbejdet, hvor der begynder at ske noget nyt. Det er det punkt, jeg har stilet mod. Der, hvor jeg ikke er den samme, når jeg kommer hjem, som da jeg tog afsted. Fordi jeg har haft tid til at være processen, i udforskningen, i afprøvningen hele tiden. Jo, vi har kørt ture, drukket kaffe på cafeer, været på Listasavn (kunstmueseet), gået ture, og der er sket alt det med min mor, men jeg er stået tidligt op om morgenen og har ikke kunnet lade være med at arbejde. Og jeg har gjort det samme om aftenen, blevet ved til jeg var alt for træt. For at nå hen til et sted, hvor jeg ikke var den samme. Hvor et eller andet havde rykket sig. Eller jeg følte, at noget havde rykket sig.

Og nej, det er jeg ikke. Den samme. Jeg har mistet min mor. Vi har hjulpet min mor i rigtig mange år, haft hende som fast del af vores liv hver uge. Og det er blevet tungere med årene. Så vi har også drømt om ikke at skulle nå hendes indkøb også. Men der er ingen tvivl om, at der nu i lang tid vil være et evigt tomrum. Ingen lige at bage en kage til og køre på kaffebesøg hos. Ingen at stege ekstra and til, så vi kan holde jul med og hos hende. Ingen at vise alle billederne fra vores rejser. Ingen kære mor.

Jeg arbejder videre på den nye serie. Med det mørketunge og det lysende grønne. Arbejdstitlen “Omfavnelsen”. Indtil videre hedder den det … og handler om det.

Nærhed, omsluttethed, berøring, tyngde, fylde, sammensmeltning, liv og død.

Jeg håber, at jeg kan arbejde videre, når jeg kommer hjem. Finde tilbage. Fortsætte, mens jeg slipper det, der var.

Grønt på foto

En del af arbejdsopholdet er de mange fotos. At sanse, at se, at lagre, at omformulere.

Jeg valgte for et års tid siden at kalde opholdet “Beretninger om grønt”. Det er så nærliggende – de grønne øer midt i Atlanterhavet. Og jeg tænkte også, inden jeg tog afsted, at grønt er meget i sig selv, men alle farver har brug for medspil og modspil for at folde sig ud.

Jeg vidste ikke, at det skulle blive den sorte (eller næsten sorte). Selvom den er oplagt for en grafiker.

Men det sorte og det grønne er her allevegne. De tusindårige, evige klipper og det allevegnevoksende grønne.

Og farverne var i mig.

Se, nu stiger solen

Køkkenet er vores yndlingsopholdsafslapningssted i Kambans hus. Her følger vi med i dagens lys. Som også varer det meste af natten. På denne årstid.

Det første jeg gør om morgenen er at se og fotografere morgenlyset. Og så i mine stille morgentimer, som jeg ikke kunne leve uden, følge med i, hvordan det forandrer sig hele tiden.

Det er fra udsigten her, vi vurderer om det er for tåget eller regnfuldt til en inspirationstur, eller om det er værkstedsarbejdsdag. Og med lidt hjælp fra YR. Selvom det med tågen/regnen kan snyde, for den kan være væk, når man er kørt gennem en tunnel og ud på den anden side af fjeldet. Så det er sjældent man skal blive hjemme, fordi det er tåget i Tórshavn. Vi har kun en enkelt gang (på opholdet i 2019) oplevet, at det var så tåget, at vi måtte vende om og køre hjem igen.

Jeg hører også lyset. I Cat Stevens “Morning has broken”, som pludselig kom ud af en højtaler på Maggies Café på Nòlsoy. I “Calle Sjevens vals” som jeg kom til at tænke på, da Søren og jeg talte musik i min mors og fars liv og i min barndom (min far spillede harmonika – men mest kontrabas). Og lyset i den smukke salme “Se, nu stiger solen”.

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!

(Jakob Knudsen / Oluf Ring)

Det praktiske lys

Her en stribe offsetplader belyst med samme motiv men med forskellige tider. En dag med solskin. Så belysningstiden var en helt anden end forleden dag, hvor jeg belyste plader i gråvejr. Jeg startede, hvor jeg slap sidst … ved 5,5 minutter – og pladen blev overbelyst. Nyt forsøg … og nyt forsøg … og nyt forsøg …. og da jeg nåede 2 minutter, var pladen ok. Og da jeg så var i gang med en hel stribe, så lavede jeg også et par par underbelyste (helt ned til et halv minut). Det illustrerer det lidt vanskelige arbejde med belysning au naturel. Dagens lys afgør den korrekte tid. Søg og du skal finde, men hvis man arbejder med det tit, så kommer der nok en lidt bedre føling.

Jeg kan nok ikke dy mig for at se, hvordan de ser ud som trykte. Men det må blive, når jeg er i DK igen. Lige nu rinder arbejdstiden desværre ud.

Det arbejdende værksted

Selvom opholdet er blevet kortere end planlagt – og helt anderledes mentalt end forventet og ønsket, så er der blevet arbejdet. At fordybe sig er et tilholdssted, et værested. Et indadvendt centrum midt i det hele.

Og så er der jo også de gode pauser indimellem.

Afrunding

Hjemrejse. 14 dage før planlagt. En svær hjemrejse på mange måder. Vi skal selvfølgelig hjem. Men en del af mig vil ikke hjem. Jeg havde glædet mig så meget til en hel måned med fordybelse, sansning, væren.

I dag pakker jeg værkstedet ned. Færgen sejler kl. 23.30 i aften.

Beretningen er blevet knap så grøn, som jeg havde regnet med. Den sorte kom og blandede sig. Og sådan må det være. Den grønne lyser til gengældt endnu stærkere.

Der er kommet flere sten til undervejs. Jeg har kun nået at tegne få af dem. Men jeg tænker, at jeg det næste stykke tid – i mit nye liv uden min mor – kan tegne dem en for en, mens jeg slipper tyngden.

Og det blev ikke til en udstilling/koncert i Kambans hus denne gang (se under arbejdsophold “Landskabsnoter” 2019). Der kommer et indslag på FaceBook under Kambans hus.

Men … midt i hjemrejsen er der også lysfyldte gensynsforventninger, selvom der går et stykke tid, før de bliver indfriet. Vi ved allerede nu, at vi kan komme tilbage – og igen en hel måned – i juli 2024 (af hjertet tak <3). Måske til en “Beretninger om grønt 2”. Eller noget helt andet.