Arbejdsophold på Færøerne – mellem tåge og tinder

Jeg er draget på rejse med mit værksted. Ikke hele værkstedet, men en del af det. En lille grafikpresse, en stak offsetplader, lidt fremkalder, noget tryksværte og en kvart pakke trykpapir. Og så lidt løsøre 🙂

Anledningen er et bevilget ophold i Listamannahúsið á Dalatrøðni, også kaldet Kambans Hus (kunstnerhus) i Thorshavn, Færøerne. 14 dage.

På mit værksted hjemme har jeg et belysningsskab, hvor jeg kan belyse motiver over på offsetplader. Det har jeg ikke kunnet tage med 🙂 Så mit “belysningsskab” her består af en papkasse, en glasplade, en stykke papir som lukkemekaniske … og dagens lys. Og i et land, hvor tågen tit lægger sig og lyset indimellem går lidt i gråt her om sommeren, så er det en lidt vanskelig størrelse at arbejde med. Så jeg har suppleret med polyesterplader. Men det er sjovt at arbejde med dagslysbelysning på den enkle måde. Og det bliver også langt hen ad vejen godt. Min super gode printer har jeg heller ikke kunnet tage med, så en anden ting der gør, at det ikke kan blive helt lige så nuanceret, som det jeg laver hjemme, er begrænsningerne i den lille laserprinter, som jeg har medbragt. Men det fungerer!

Det er VIDUNDERLIGT at være afsted på arbejdstophold på denne måde. Huset er dejligt at være i, der er god plads i atelieret ….. og tiden er helt min egen. Sammen med Søren, som bruger opholdet til at finpudse Stravinskys “Tre solestykker for klarinet”. Så der er også lyd huset.

Vi suger indtryk til os. Fordøjer. Omsætter. I et land fuld af grønne nuancer, rå klipper, smukke landskabslinjer, og tåge der smyger sig silkeblødt om fjeldene. Et landskab der bare ligger der … og har ligget der i årtusinder. Og samtidig er et landskab i ustandselig forandring.

Det stille vidtstrakte øjeblik

Tid kan være et vidt begreb. Den er der hele tiden. Går og går. Eller står helt stille, Vi føler med tiden. Stresser fordi vi skal nå for meget, og der er alt for lidt tid. Eller vi falder i staver, fordyber os, så tiden forsvinder helt.

Jeg arbejder for tiden med værker der handler om tid (til udstillingen ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger, gruppeudstilling på KunstCentret Silkeborg Bad januar 2020). Det kunne være disse. Stille, tyste landskaber der rækker så langt øjet kan se. Denne fornemmelse af et vidtstrakt øjeblik.

 

At sætte spor … eller kunsten at stå på egne ben

Hvor kommer inspiration fra? Hvor kommer ideerne til kunstnernes værker?

For mig kommer inspirationen i al sin enkelthed af tilværelsen. Af at være til. Den destilleres dråbe for dråbe ud af oplevelser, sansninger, erkendelser, levet liv. Den kan dukke op på en gåtur i stilheden. Den kan snige sig ind på køreturen mellem A og B. Den kan simre til overfladen, mens jeg driver rundt i et morgenland mellem alt og intet, der hvor natten ikke helt har givet slip, og hvor dagen langsomt siver ind i det indre. Det gør den ofte. Eller den kommer ved at have hands on, være i processen, mærke materialet, mærke verden … hvor det ene føder det næste.

For tiden eksperimenterer jeg med lysfølsomme plader og solens eget lys (i modsætning til mere kontrollerede forhold med et belysningsskab). Det giver lidt ekstra krydderi på processen – at bruge det lys, der er en given dag … Og samtidig så åbner det en mulighed for at rejse med den del af værkstedet, ikke være afhængig af et belysningsskab for at kunne arbejde med den grafik, jeg plejer at arbejde med.

Midt i de lysfølsomme undersøgelser fødes ideer. Aftryk. Spor. Motiver. Som fortsætter i tanker. En indre summen. Også tanker om tilværelsen. For eksempel det her med at kunne stå på egne ben. At kunne, ville, turde noget … som føles som om det ligger i ens grænseformåen. For nogen er det en kræftanstrengelse at løfte en arm, for nogen er det at gå 100 meter, for andre at klare at løbe et maraton. For nogen er det at tale i store forsamlinger skræmmende, for andre er bare det at gå uden for ens hjem angstprovokerende. Vi møder det nok alle på forskellige planer, forskellige niveauer … grænserne af vores formåen. Inden vi måske finder vores ben og står et nyt sted.

Lige nu bevæger jeg mig videre ind i det lysfølsomme land.

Dette er ikke en symaskine

Skulpturskoleopgave. Rusten hegnstråd og en symaskine som model. Gerne dobbelt størrelse. Ja tak. Hegnstråd er genstridigt, flagrende, alt andet end føjeligt og bøjeligt. Det gør det udforudsigeligt. På den fede måde. Her er en “streg”, der ikke kan styres. Resultatet bliver sært. Og ikke en symaskine. Snarere et forunderligt, seismografisk apparat.

 

Dekonstruktionens kraft (provokation II)

Nogen gange er dekonstruktion en skaberkraft, der overgår alt andet.

Der kan være værker, der først når i mål, for alvor løfter sig, når de har været gennem dekonstruktionens vridemaskine. Så går måske det kedelige, det for pæne af dem og frem kommer det mere mystiske, det foruroligende, det pirrende.

Her et eksempel på denne proces. Fra et værk der vil fortælle for meget lidt for kedeligt firkantet …. til et værk, der bærer fortællingen i sig, gemt i kringelkroge og fordybninger.

Udgangspunktet:

Nedbrydning.

Resultat af dekonstruktionen. Samme værk fra forskellige vinkler: