PRIMUS åbner sin årlige påskeudstilling med overskriften HJEM torsdag den 2. april 2026.
Jeg bidrager med 3 grafiske værker.
Værket “Drømmeland”: Min mor som sidder i sin sofa, tilbagelænet, fordybet, nærmest forsvundet i sin tanker, i sine drømme. På grænsen mellem denne verden og en hinsides, hvor hun engang skal møde min far. Mere hjemme i denne drøm end i den virkelige verden. Min mor døde i sommeren 2022.
Værket “På tærsklen” (som er ved at blive samlet på dette billede): Min mor i sin gang – på tærsklen til verden uden for hendes lejlighed. Fysisk og mentalt var det vanskeligt for hende at bevæge sig uden for lejligheden – hun vil helst blive trygt inden for sine egne fire vægge.
Det tredje værk “Monstera Deliciosa – stueplante” er et motiv der gentages i varierende farvekombinationer. Det er en parafrase over et lille foto taget og fremkaldt i eget mørkekammer af min far formentlig engang i 1950erne.
Min fars foto – affotograferet.
Der er fernisering torsdag den 2. april kl. 14-17 – alle er velkomne.
Når vi spørger ”Hvad er kunst?”, så er synsvinklen som regel: oplever beskueren den udstillede genstand som kunst (for kunstneren synes jo selv, at det er kunst)? Går beskueren med på udstillerens præmisser: Dette er kunst.
Men hvornår føler en kunstner, at en brugsgenstand tipper over og bliver til kunst? Hvornår falder det i hak indeni? Er det det tipping point, der afgør, at det bliver kunst?
Hvor meget skal en brugsgenstand omformuleres, før den bliver til kunst? Er en tanke nok? Vende genstanden på hovedet? Sætte den på et podium? Skal den brændes, males, hamres i stykker?
Kan andre afgøre, om det er kunst?
Hvem har ret til at afsige dommen: “Dette er kunst” eller “Dette er ikke kunst”?
Er en objektiv bedømmelse overhovedet mulig?
Vil kunst eller det-der-gerne-vil-være-kunst ikke altid bringe subjektiviteten frem? Det er vel kunstens opgave: at hive fat i os og få os til at tænke, føle, fornemme, forholde os, have en mening. Derfor kan en objektiv bedømmelse vel være vanskelig. Selv ”de lærde” kan være uenige. Den ene siger kunst, den anden siger lort.
På billedet en ready made. En papkasse som er omformuleret til en skulptur.
Da vi i sommer malede stalden/garagen udvendigt og også malede en del af stalden indvendigt, så stod det gamle foderrum pludseligt tomt og hvidmalet – og råbte på et nyt liv.
Hermed opstod KUNSTHAL 8881, DET RÅ RUM. Ikke at det, der skal udstilles der, skal være råt. Men vægge og gulv er rå. Det rå rum giver frihed. Så nu er der endnu mere plads til at eksperimentere.
Og den første udstilling er faktisk allerede afholdt. En gave til mig selv i forbindelse med min nylige 66-fødselsdag. Det blev en udstilling med selvportrætter – på baggrund af blandt andet lysbilleder som min far har taget.
Et semester med fredagsbar på Skulpturskolen. Første opgave: lav en READY MADE = skulptur af/med en ready made (brugsgenstand).
Vi er omgivet af genstande i vores liv. Så der skulle være nok at tage af. Men … der skal ligesom være noget, der snakker til mig, noget der tricker, igangsætter.
Først tænkte jeg, at det skulle være min mors gamle symaskine, som var min ready made. Men den er tung at bakse med og metalhård. Så den må lige vente til anden gang.
I stedet blev det et stykke træ, en håndfuld søm og en pakke margarine (det er sgu for dyrt at bruge en pakke smør).
“Blød som smør”
Og så kom turen til en gammel opvaskebørste og lidt maling og en træklods. I al sin enkelhed (hvilket er mit foretrukne).
Årets påskeudstilling med kunstnergruppen PRIMUS nærmer sig – og igen i år deltager jeg. Der er fernisering skærtorsdag. I år er overskriften SVIN. Jeg har selv arbejdet med et værk, som balancerer omkring de søde kælegrise, de indespærrede grise, de døde grise, det grisekød vi spiser. Det er op til beskueren at tage stilling til, vide med sig selv, hvor man står midt i det. Spiser du gris? Behandler vi vores grise godt nok?
Det er mit første malede værk. Gouache på overfladebehandlede masonitplader. Samlet til en slags collage.
Jeg har også arbejdet med andre værker, men det vil vise sig til opsætningen, om der er plads til det. Alternativt kan de blive til udstillinger i KUNSTHAL 8881. Mere om det, når det er afklaret.
Alting får en ende, meget gør i alt fald. FAKTOR13 – professionelle kunstnere i Silkeborg og omegn – som jeg var med i nogle år – har valgt at runde samarbejdet og udstillingsaktiviteten af med en sidste udstilling. Og her har gruppen valgt at invitere tidligere medlemmer af gruppen med.
Udstillingen har fået titlen EPILOG og åbner den 8. marts 2025 i Galleri Nygade 26A i Silkeborg. Se yderligere her.
Værker indleveres på onsdag, og så går et udstillingsudvalg i gang med at udvælge, sammensætte og ophænge udstillingen. Altid spændende proces – og jeg glæder mig til at komme og se, hvad de er nået frem til.
Jeg afleverer et enkelt større tryk/gouache samt en stribe mindre gouacher.
Klokken er 3.27 Færøsk tid. I går holdt vi åbent atelier. Utroligt hyggeligt – selvom der ikke kom så mange. Første gang vi holdt åbent atelier her i 2019 kom der 70, i går kom der 12. Vi har gjort, hvad vi kunne for at trække gæster til – opslag, delt indbydelser ud – men her lige efter Olavsøka (den færøske nationaldag, som fejres over to dage) er det åbenbart svært at friste folk. De er nok fyldte i forvejen. Men det var særdeles hyggeligt med dem, der kom. Og det var en god afrunding/sammenfatning af den faglige del af opholdet for os selv. De næste dage – indtil færgen sejler søndag aften – holder vi helt og aldeles fri.
Jeg har været omkring mange ting på værkstedet i de forløbne uger. Jeg har flydt rundt mellem medier og udtryk. Flydt med en strøm. Flydende tusch, gouache, tryksværte … I kendte boldgader (grafikken ). Men jeg har også – og mest – forsøgt at udvide mit felt.
Den ene dag meditative former med tyk pensel og tusch. Den næste dag ud og ridse store ark papir på asfalten i en vandpyt. Den ene dag med Sigrun Gunnarsdottir i baghovedet, den næste dag med John Olsen eller Svend Havsteen-Mikkelsen. Der står en masse bøger i atelieret, som det er spændende at dykke ned i.
Den ene dag med sol og høje tinder, den næste med tåge bredt ud over landskabet.
Og med skiftende lys gennem det store vindue i atelieret.
Og oveni inspirationen fra bøger og landskab …. drømmene om at åbne nye døre … kommer summen af, hvad jeg selv er – en blanding af blandformer, objektmager, tekstursøger, tegneforsker, sortelsker, minimalist med mere.
Det er blevet til en stribe grafiske tryk “Skygger, tågesyn og uklarheder”. I 2022 arbejdede jeg med offsetplader og lyset fra solen. Men der var det meget gråvejr og det kneb med at finde de rigtige belysningstider. Derfor havde jeg denne gang valgt at tage polyesterplader med, som ikke kræver belysning.
Det er blevet til 4 skitsebøger. Blandt andet “Fund” – som er tegninger af fundne sten, planter og andet – samt farveindsamling – og et par enkelte gouacher.
Af farveindsamlingen kom en stribe små gouacher – “Lyse noter”.
Og så de meditative tusch-tegninger i grønt, lidt sort og en sjat lyserødt – “Lyserøde tåger og grønne former”
En sten – i papir, tryksværte, tusch.
Og så var en eftermiddag cirka midt i uge 3, hvor jeg syntes, at det så lidt sort ud … Jeg kom ikke rigtig fremad …. Hvad med min drøm om store tuschtegninger og masser af grå tåge? Hvad med alt det, jeg regnede med at flytte?
Noget måtte ske. Noget måtte gøres.
Og det kom der noget nyt ud af. Asfaltgrafik. Store ark trykpapir, en vandpyt, noget ru asfalt, flydende sort tusch. Hænderne langt nede i materialet. Og tilbage til det grafiske. Tilbage til sort. Og et eller andet sted er jeg bare forelsket i sort. Dybt sort. Og i grafikken.
Asfaltgrafikken blev det sidste på værkstedet – i det fine atelier – i denne omgang. Det er blevet lyst. Tågen lister stille ind over Nolsoy. Nu venter fire helt frie dage. I dag kører vi en tur til den sydlige del af Eysturoy. I morgen har vi reserveret plads på færgen til Kalsoy.
Jeg har måske taget lidt for meget grej med til opholdet på Færøerne. Meget grej giver også mange veje at gå. Og nogle gange er den nemmeste måde at komme i gang på – og udfordre sig selv – det helt enkle – for eksempel at udvælge tre farver og noget at tegne/male/trykke på. Og så bare eksperimentere med hvor langt man kan flytte det og sig selv rundt.
Jeg plejer at rejse med den lille trykpresse, tryksværte, valse, offsetplader/belysnings-og fremkaldelsesgrej og trykpapir. I sig selv et par kassefulde. Denne gang blev det til et par kasser mere. Akvarelfarver, gouachefarver, akrylfarver, tusch, tegnegrej (det er nu altid med) og forskellige slags papir. Og jo, et par linoleums plader … hvis nu det skulle være … Med andre ord har jeg ikke gjort livet let for mig selv. Men vi skal jo også være her en HEL måned – har jeg tænkt i pakkeprocessen (sagt med et grin – for hold da op en måned går hurtigt. Og vi skal jo også ud og se/opleve.)
Så … det bliver, kan jeg allerede se, et ophold med mange retninger og måske ikke så fikst og færdigt og forkromet. Mere afprøvninger og undersøgelser. Og det er måske også det, jeg har brug for – selvom jeg ikke selv lige umiddelbart er helt enig og tryg ved det 😀 Der ser ud til at blive nogle gouacher, nogle tusch-tegninger, nogle monotypier (polylito) og skitsebog (måske bøger) med tegning og andet opsamlet. Men det kan nå at ændre sig. Der er et par uger tilbage.
Men på grund at alt det medbragte, så har atelieret også flere arbejdsstationer – så godt det nu kan lade sig gøre med kun et enkelt arbejdsbord + et lille bord (hvor pressen sættes op) til rådighed. Hvis jeg skulle ønske mig noget til stedet her, så ville det være et klap-ud-arbejdsbord, som let kan gemmes væk, hvis man ikke har brug for det – men nemt kan tages frem for sådan nogen som mig, som har brug for rigeligt bordplads.
Her et kig på mine arbejdsstationer.
Et halvt bord til de grafiske tryk.
Et halvt bord til gouache, akvarel og akryl.
Skulptursoklen bruges til tusch.
Gulvet bruges til at rive papir.
På gulvet ligger også skitsebogsprojekt. Det første. Det næste muligvis på vej.
Her er hjørnet med computer og printer (ikke den bedste arbejdsstilling, så indimellem flytter jeg i køkkenet).
Og her står pressen.
Her kan der skæres mindre ting.
Og her – et vigtigt sted – funderes der og søges inspiration. Og drikkes kaffe og slappes af (måske for lidt – jeg har det med ikke at kunne give slip, når først jeg er i gang. Jeg udnytter tiden og huslyet).
I går var mest sort. Og der må jeg alligevel sige, at jeg savner mine offsetplader. Polylito kan noget, men ikke nær så meget. Det har sine begrænsninger. Men i 2022 syntes jeg, at det var svært at få belysningen til at fungere. Der var for meget gråvejr, det var svært at styre belysningstiderne. Derfor polyesterpladerne denne gang.
Og i dag arbejdes der med lyserød gouache. Ja. Det står godt til en grå regnvejrsdag.
Knap en uge inde i opholdet. En måned i Kambans Hus i Tórshavn, Færøerne. Ankom søndag 7.7 lige før midnat. Slæbte alt bagage og grej ind. Og i løbet af kort tid føles huset hjemligt. Vores sted en måned. Udsigten smuk som altid, naboens gæs (morgentv) på plads på græsplænen ved siden af huset.
Søren har indrettet stuen på første sal som spillestue, og jeg har indtaget atelieret.
Dagene er skiftevis værkstedsdage og udflugts/inspirationsdage. Selvom vi har været her to gange tidligere, så er der stadig meget nyt at opleve – og meget at glæde sig over gensyn med. Det rå, det grønne i alskens nuancer, det kraftfulde klippesorte, tågen der smyger sig om fjeldene, pakker landskabet ind.
Indtil nu viser vejret sig fra sin allermest sommerlige side. Flere dage med høj sol og lunt vejr i Tórshavn (kører man til en anden del af øerne, på den anden side af et fjeld, så kan vejret været helt anderledes. I forgårs fra høj sol i Tórshavn til gråt og fugtigt i Vestmanna).
Der kan holdes madpakke/frokostpauser i alt slags vejr, men sol giver nu nogle skønne udendørs pauser.
Huset skal males. Og det skal det jo, når det trænger – og når vejret er til det. Så her midt i ugen kom der malere og stillede stillads op om det meste af huset. Så nu er udsigten fra de store vinduer i køkken, stue og atelier delt ind i stilladsfelter, og der færdes håndværkere rundt om huset. Ikke lige det vi havde regnet med og glædet os til. Vi er lidt trætte af, at der ikke er nogen bag Kambans Hus, som har informeret os (på forhånd) – det er håndværkerne, der må fortælle os, at de skal arbejde her – og formentlig al den tid, vi er her. Vi vænner os nok til, at vi ikke kan gå helt så frit og ugeneret omkring i huset, som vi ellers ville kunne – men mine indre cirkler og fordybelsesmode bliver forstyrret af det, blev især da de gik og satte stillads op. Uroen. Det giver en snert af fornemmelse af at blive betragtet, blive sat i bur. Og eftersom humlen ved opholdet er at kunne arbejde uforstyrret på værkstedet, så er det sgu noget møg – for at sige det lige ud. Forhåbentlig fortager følelsen sig … og lige nu er det i hvert fald weekend og ingen arbejde på stilladserne (og håndværkerne er meget søde og gør, hvad de kan for at forstyrre mindst muligt).
Min fars foto – affotograferet.
Lis Rejnert Jensen 