The non-existence of absence

Hvert tredje år afholdes der International Artists Book Triennial Vilnius med Kestutis Vasiliunas som primus motor. Jeg har været heldig at deltage flere år – også som del af ARTROVERT. Hvert år er der et tema. Sidste år var det Memento Mori.

I år er overskriften Absence.

Og det lader til at være helt bogstaveligt. Og ikke udelukkende på grund af Covid19, som har lukket hele verden ned. En fraværende udstilling.

Abscense. Fravær.

Er intetheden en tomhed – eller måske snarere den ultimative nærhed, opfyldthed?

Og er vi som mennesker, når vi er døde, fraværende? Lever vi videre i et nyt liv? I hvert fald lever vi videre i andres minder, nærværende i deres tanker. En stjerne på erindringens himmel.

Jeg måtte lave en artist book. Om det ikke-eksisterende fravær. The non-existence of absence.

En slags perpetuum mobile, en cyklus …

Læs mere om artist book triennalerne i Vilnius her:

http://artistsbook.lt/blog/2020/04/06/9th-international-artists-book-triennial-vilnius-2021/?fbclid=IwAR1ZbhlhUsO9Jq-K-_2vm5GQzg4oZla7VQpof7pfDSDp4R_I07aM0-GJ5RY

At lytte til stilheden

Et år med brug for stille stunder, et år med mulighed for stille stunder. Især foråret 2020. Jeg har i forvejen brug for stille stunder, men når verden går amok, som den har gjort i dette corona-år, så bliver det endnu mere påkrævet. At søge ind hvor der er et fast og stille centrum, et stormens øje. I øjeblikket griber jeg til tegnepapir, blyanter, oliepasteller.

Nogle af tegningerne/billederne har jeg nu hængt op på mit værksted – på forhåndenværende søm.

Og I er velkomne til at komme og kigge. Åbent værksted og miniudstilling “At lytte til stilheden”.

PAPIR TIL KANTEN … lakker mod enden

Søndag den 18. oktober er sidste dag for FAKTOR 13s udstilling PAPIR TIL KANTEN på Museum Silkeborg.

Mit eget bidrag er 14 pupper.

Puppen er et tilbagevendende motiv for mig. Som symbol på transformation – fra larve til sommerfugl. Som symbol på fordybelse, indadvendthed, beskyttelse, afskærmning. Et ekstra lag beskyttende hud, et enrum, en afsondrethed.

På Silkeborg Museum ligger Tollundmanden. Hud om knogler. Et tomt hylster. Og samtidig så fuld af historie. Imponerende bevaret.

Vi bevæger os fra fødsel til død, fra uskyldig renhed til mærket, arret, nedslidt krop.

Der er 7 lyse pupper og 7 mørke.

Materialet er papir. I al sin enkelhed. Suppleret med lidt hørtråd og overfladebehandlet med sort tusch og kulør.

Papir fra næsten bunden.

Et par dage har jeg arbejdet på Papirmuseet for at være i den historiske ramme, men ellers har jeg arbejdet hjemme på eget værksted. Med pulp hentet på Papirmuseet, tygget igennem på museets smukke hollænder.

For år tilbage tog jeg et papirmagerkursus hos Birgit Østergaard og anskaffede i den forbindelse gauskebord og professionelle rammer til at støbe papir i. Og det har været skønt at kunne tage det i brug igen.

Det fascinerer mig at arbejde med papir i 3D og med så få andre materialer som muligt, så det bliver synligt, hvor meget papiret kan i sig selv. Jeg søger enkeltheden og letheden. Hvor mange lag papir er nødvendige for at det kan bære en skulpturel form. En form på papirets præmisser. Fugt gør papiret levende igen, gør at formen kan påvirkes, gør at papiret tager over og selv former sig ….

Overfladerne i de mørke pupper er inspireret af Tollundmandens mørke farver, men også af Silkeborg Museums lerkar – deres overflader og skårsamlinger. Stumper og stykker samlet til en tilnærmelsesvis helhed i forsøg på at få et indblik i fortiden. Sådan samler sytråden pupperne.

Præsentationen af de 14 pupper lægger op til tanker om arkæologiske fund fremlagt på et museum på rad og række – til yderligere undersøgelser af forskelle og ligheder.

Længslen efter ukendte landskaber

Vi kan drømme om at rejse. Og nok endnu mere på et tidspunkt hvor vi ikke kan rejse. Vi kan mindes rejser vi har været på … og længes … ubændigt, nærmest uudholdeligt. Længes efter gensyn, eller længes efter at opleve for første gang. Se tågen over fjeldene, mærke ru klipper, indsnuse havluften.

  

De seneste uger har jeg selv haft længsel. Efter klitter ved Vesterhavet, efter et langt blik ud over et bakket landskab. Længsel efter at kunne rejse. Til Island, til Færøerne, til alperne, til alle mulige steder … Al længslen er blevet til små tegnede vignetter af ukendte landskaber (14 x 7 cm), som er blevet overført til grafik og trykt.

Måske I selv har været et af stederne i jeres drømme ….

PAPIR TIL KANTEN

Jeg deltager i FAKTOR 13s udstilling PAPIR TIL KANTEN på Silkeborg Museum. Udstillingen var berammet til at åbne den 16. maj, men grundet corona-situationen har museet været lukket og åbner først igen den 9. juni. Og der åbner så også PAPIR TIL KANTEN.

Udstillingen PAPIR TIL KANTEN er kommet i stand i samarbejde med Papirmuseet i Silkeborg og Museum Silkeborg. FAKTOR 13s kunstnere har fået en indføring i papirfremstillingen på Papirmuseet og har kunnet arbejde der, hvis man har ønsket det.

For over 20 år siden var jeg 4 måneder på professionelt papirværksted i Århus (hos Birgit Østergaard). Det var 4 fantastiske måneder, hvor vi arbejdede med papir på alle mulige måder. Vi udforskede forskellige fibre, kogte halm, rabarber, majs og meget mere. Vi overfladebehandlede med benlim, gips, tjære og skosværte og meget mere. Og vi undersøgte, hvad papir kan – både i 2D og allermest spændende i 3D.

Nu har jeg så haft muligheden igen. For at få fingrene i papiret. Helt fra at støbe det enkelte ark (og jeg er så heldig, at jeg dengang anskaffede mig smukke smukke rammer og også et “gauskebord med bøtte” – altså kar til papirmassen (pulp) og plads til at gauske (trykke) papiret af på filt) og til at arbejde med papirets fantastiske smidighed, formbarhed og sårbarhed/styrke.

Det er fantastisk at mærke de smukke håndlavede rammer igen (magen til dem de har på Papirmuseet). Der er meget fra de 4 måneders papirkursus, der er gået i tidens glemmebog, men det er skønt at få muligheden for at få lidt fornemmelse for materialet igen.

Derudover har det også været dejligt indimellem at kunne arbejde på Papirmuseet i de smukke, papirduftende rammer.

Et par ord om mit bidrag til udstillingen:

Puppen er et tilbagevendende motiv for mig. Som symbol på transformation – fra larve til sommerfugl. Som symbol på fordybelse, indadvendthed, beskyttelse, afskærmning. Et ekstra lag beskyttende hud, et enrum, en afsondrethed.

På Silkeborg Museum ligger Tollundmanden. Hud om knogler. Et tomt hylster. Og samtidig så fuld af historie. Imponerende bevaret.

Vi bevæger os fra fødsel til død, fra uskyldig renhed til mærket, arret, nedslidt krop.

Mit bidrag til PAPIR TIL KANTEN består af 14 pupper, 7 lyse og 7 mørke.

At tegne

At tegne …. er ikke bare noget man kan. Jo, nogen har et talent for at se og gengive/fortolke, som er umiddelbart tilgængeligt. De ser med lethed og udtrykker det sete i smukke, levende streger. For mig har det været – og er til stadighed – noget, der kræver megen øvelse og kan være en kamp med mig selv. Noget der kræver masser af tid, masser af ro. Så jeg har tid til at se, sanse, føle mig ind i det, jeg ønsker at tegne. Proportioner, vinkler, nuancer ….  Det tager mig timevis. Timer hvor jeg glemmer kaffen, så den bliver kold. Hvor jeg forsvinder fra verden, ind i en koncentreret stilhed.

Jeg elsker, når jeg har den tid og ro. Når der er tid til at lirke en tegning frem af det hvide papir.

Jeg har i mange år været – synes jeg selv – en, der ikke kan tegne. Men her på det seneste begynder jeg at synes, at jeg måske godt kan … tegne … på min måde.

Et nærliggende motiv er mig selv. Selfies på den gammeldags måde.

Nogen gange fotograferer jeg tegningen undervejs i dens tilblivelse. Og jeg er i evig diskussion med mig selv, om jeg bedre kan lide de halvfærdige antydende tegninger eller dem, der er mere færdige. Om det skal være det lyse, der vinder … eller det mørkere ….