Land art i det små

Vi kender alle til som børn, måske også som voksne, at bygge sandslotte på stranden, pynte med muslingeskaller, smukke sten, tang, grene. Eller lave mønstre i sandet med sten fra stranden. VI bruger det, der er på stedet, omformer. På stedets og materialernes præmisser. Der kan gå mange fordybede timer med det ….  og så kommer der måske pludselig nogle høje bølger, der skyller det hele væk igen. Eller vinden blæser sand og løse genstande væk.

Sådan er det også med land art.

Land art er kunst skabt direkte i landskabet enten ved at omforme selve landskabet til et kunstværk eller ved at lave strukturer i landskabet med naturlige materialer fundet på stedet så som sten eller grene. Og det er ikke tænkt at holde for evigt. Det holder så længe materialerne holder og så længe vind og vejr lader det være.

Her har jeg brugt kogler fundet i skovbunden.

   

Og her har jeg brugt mælkebøttestængler på vores 100 år gamle pæretræ. Træet er fuld af revner og sprækker, hvor den grønne linje kan løbe.

 

Engang måtte vi alle være her ….

Som jeg husker det … så var der engang, hvor verden var sådan, at vi alle måtte være her. Sådan husker jeg det. Sådan følte jeg det. Det har måske nok været lidt naivt, lidt rosenrødt, og nok bare min lille del af verden …. men sådan følte jeg det. I dag er der nogen, som stempler dem, der synes, at vi alle skal være her, som landsforrædere.

Ugens opgave på skulpturskolen skal tage udgangspunkt i noget, som provokerer/provokerer mig. Og jeg tænker … at noget, der kan frustrere mig, bekymre mig, gøre mig bedrøvet er de snigende holdningsændringer, grænser der langsomt bliver rykket … ikke ud i større frihed, men i retning af det indsnævrende, begrænsende. Set fra min verdensvinkel. Det er skræmmende med de små drypvise farveændringer fra det lyse til det mørke, som lige så stille eroderer tilliden mellem mennesker og ændrer verden. Flytter den et sted hen, som ikke er mit sted.

Vi er forbundne.

Det er livgivende, når vi elsker. Men når holdninger og grænser sættes skarpt og umenneskeligt i verden omkring mig, så opleves det tungt, ødelæggende, sorgfuldt. Forbindelserne bliver indviklede. Der bliver for langt mellem os.

Så løber bægeret over.

Så føler jeg mig klemt. Lukket inde et sted, hvor jeg slet ikke har lyst til at være.

Hvordan siger jeg det med en skulptur? Mit nye sprog som jeg ikke har lært endnu.

Jeg ville gerne kunne sige det meget større, meget tungere, meget mørkere …

 

 

 

 

Souvenir

Souvenir. Et minde, en erindring. En ferie, en oplevelse gemt i fotos eller en særlig genstand. Købt i en souvenirbutik eller fundet … som en sten på stranden. Et forsøg på at fastholde feriestemningen på en eller anden måde midt i en travl hverdag, lagre en oplevelse, så den kan findes frem fra de indre kringelkroge. Som en strandsten som man kan tage i hånden og mærke solen, smage havet, føle huden. Eller hvad det nu er, der sender sanserne tilbage til det oplevede, det sete, det hørte, det duftede, det smagte, det følte …..

Jeg har lige været i Berlin (igen igen igen igen ….). Erindringerne smager meget af gensynets glæde og en følelse af hjemlighed krydret med frisk inspiration.

Som man råber i skoven får man svar

I samarbejde med Joe Ingvartsen (kunstnerduoen INGVARTSEN / REJNERT) en lille udstilling i Holme Kunsthal. En grafisk installation med titlen “Som man råber i skoven får man svar”.

Som man råber i skoven, får man svar

Udtrykket, som man råber i skoven, (så) får man et svar, betyder i dag, at man kan vente samme optræden, samme højlighed eller uhøflighed eller lignende af sine omgivelser, som man selv præsterer. Man får igen med samme mønt, kunne man også sige. Man kan ikke vente blidere tone fra den anden end den, man selv anlægger. Vendingen er gammel, mindst fra 1700-tallet. Det kommer af det fænomen, at når man råber i en tæt skov, så er der ekko. Ekkoet i skoven svarer fuldstændig til ens egne ord. Deraf billedet.

(Kristeligt Dagblad, 29. maj 2012)

Som man råber i skoven, får man svar er en grafisk installation af kunstnerduoen INGVARTSEN / REJNERT.

Installationen er tænkt som en (humoristisk, men alligevel alvorlig) kommentar til herskende problemer med at tale pænt til hinanden i forskellige sociale sammenhænge, problemer med at bevare en åbenhed og tolerance over for mennesker, som lever på en anden måde, fordi de kommer fra andre kulturer eller over for mennesker, som bare har valgt at leve/udtrykke deres personlighed på måde, som ikke lige er ens egen. En adfærd der skaber grøfter i stedet for at bygge broer.

Det burde være klart: Det man sender ud, får man tilbage – måske ikke lige med det samme, men så på et andet tidspunkt.

Der er heldigvis også en positiv version: Hvis man smiler til verden, smiler den igen 😊

– – –

Kunstnerduoen INGVARTSEN / REJNERT har arbejdet mere eller mindre intensivt sammen siden 2009. Duoen består af: Joe Ingvartsen (www.joeingvartsen.wordpress.com) og Lis Rejnert Jensen (www.lisrejnertjensen.dk).

FAKTOR 13 på Kirsten Kjær Museum

Næste udstilling med FAKTOR 13. Der arbejdes ihærdigt på nye værker – inklusive et “selvportræt” i 3D. Ikke et der ligner, men mere et udtryk for selvet. Benspænd: Skal kunne hænge frit og skal være på samme højde som kunstneren selv/ikke bredere end kunstneren. Bliver ret interessant at mødes som gruppe på denne måde 🙂

En sang om livet

Har netop færdiggjort mit bidrag til et fælles ARTROVERT-projekt. På et hyggeligt træf i januar med Hanne og Gulla (tilsammen er vi ARTROVERT) bryggede vi videre på en artist’s book til en udstilling i Italien med overskriften “Il Canto della Vita”. Livets sange er forskellige, vi synger hver med vores næb …. så vi blev enige om at arbejde med et triptykon. Et fælles værk med tre dele – hver vores sang om eller til livet.

Det kunne være så mange sange, men for mit vedkommende blev det en af barndommens sange: Solen er så rød mor. En sang fuld af tryghed og ro, men også fuld af store spørgsmål … og et strejf af melankoli. Og billedsiden blev et tilbageblik på nogle af barndommens fester, som på billederne ser så strålende ud … og også var det. Uden nogen tvivl. Men billederne af de mørke stunder, det uforståelige, dødsfald, sygdom, uro, smerter …. hvor er de? De er gemt på det lille barns indre nethinde, blander sig med festens sange … og bliver til et samlet billede, en nuancefuld stemning ….