Vi kender alle til overspringshandlinger. Ting vi gør for at slippe udenom eller udskyde at gøre noget andet. Jeg har indført et nyt begreb i mit liv: overgangshandling. Det kunne man selvfølgelig også kalde et ritual eller en ceremoni. Og det er også noget, jeg kan identificere mig med. Men i begrebet “overgangshandling” synes jeg, at der ligger noget helt praktisk og håndgribeligt, som går direkte til sagen.

I godt et år har mine billeder fra turen til Færøerne sidste år hængt i min gang og på mit værksted. Under titlen “Beretninger om grønt” arbejdede jeg i atelieret ude midt i Atlanterhavet på de grønne øer samtidig med, at min mor blev langsomt svagere. Min mor døde en uge inde i vores ophold, og vi måtte rejse hjem igen.

De billeder der blev skabt den sommer på Færøerne, bærer en tyngde og nærhed for mig. Jeg følte mig tæt på min mor midt i arbejdet med billederne, selvom jeg var langt væk. Og at billederne stadig hang i gang og værksted var som en varm omfavnelse.

Derfor er det en overgangshandling for mig i dag at tage billederne ned igen. For at skabe plads til noget nyt.

Hvide vægge. Hvidt lærred. Hvidt papir.

Efter at have været ansat på KunstCentret Silkeborg Bad i præcist 19 år er jeg nu gået på efterløn. Og glæder mig til at fordybe mig i tegning, tusch, tryk og meget mere.

Planen er, at det bliver 3 år uden udstillingsaktivitet, men med tid til at have hænderne i materialer, eksperimentere og til at gå på kurser og til foredrag, se udstillinger, leve livet, have fri på helligdage og i weekender, dyrke FRI-tiden – nå noget af alt det, som jeg ikke har nået i flere år. Kort sagt: nyde ØJEBLIKKET.

Læs beretningen om mit arbejdsophold i Kambans Hus i Tórshavn, Færøerne, juli 2022 her: Beretninger om grønt. Færøerne 2022.

Jeg har længe drømt om at have mit eget lille udstillingssted, som kan rumme alt fra værkstedsdagens dugfriske eksperiment/afprøvning til mere gennemarbejdede værker. Et rum med plads til spontanitet. Hvor en udstilling ikke skal planlægges lang tid, nogen gange flere år, frem i tiden. Og nu er det blevet virkelighed.

Med hjælp fra JP Rammer og ikke mindst Edvard og hans kolleger fra upcycling.inc er det lykkedes at ombygge et gammelt, smukt flueskab til en lille kunsthal. Den er nu placeret på min egen matrikel og med let adgang for interesserede forbipasserende. Det er bare lige et par skridt ind i indkørslen, og så tilbydes der en kunstoplevelse. Og alle er velkomne til at kigge forbi.

Det lille kunstskab er 0,77 kubikmeter, og der er plads til objekter, tegning, foto, små installationer.

KUNSTHAL 8881 åbner med den første udstilling tirsdag den 9. marts. Fejringen af åbningen må på grund af COVID19 forsamlingsrestriktionerne vente til foråret/sommeren.

Se mere og følg med i udstillingerne her (eller på Møllevej 1, 8881 Thorsø 🙂 ).

Hvert tredje år afholdes der International Artists Book Triennial Vilnius med Kestutis Vasiliunas som primus motor. Jeg har været heldig at deltage flere år – også som del af ARTROVERT. Hvert år er der et tema. Sidste år var det Memento Mori.

I år er overskriften Absence.

Og det lader til at være helt bogstaveligt. Og ikke udelukkende på grund af Covid19, som har lukket hele verden ned. En fraværende udstilling.

Abscense. Fravær.

Er intetheden en tomhed – eller måske snarere den ultimative nærhed, opfyldthed?

Og er vi som mennesker, når vi er døde, fraværende? Lever vi videre i et nyt liv? I hvert fald lever vi videre i andres minder, nærværende i deres tanker. En stjerne på erindringens himmel.

Jeg måtte lave en artist book. Om det ikke-eksisterende fravær. The non-existence of absence.

En slags perpetuum mobile, en cyklus …

Læs mere om artist book triennalerne i Vilnius her:

http://artistsbook.lt/blog/2020/04/06/9th-international-artists-book-triennial-vilnius-2021/?fbclid=IwAR1ZbhlhUsO9Jq-K-_2vm5GQzg4oZla7VQpof7pfDSDp4R_I07aM0-GJ5RY

Fotoserie fra min udstilling og værkstedsåbendage “At lytte til stilheden” på eget værksted november 2020.

Et år med brug for stille stunder, et år med mulighed for stille stunder. Især foråret 2020. Jeg har i forvejen brug for stille stunder, men når verden går amok, som den har gjort i dette corona-år, så bliver det endnu mere påkrævet. At søge ind hvor der er et fast og stille centrum, et stormens øje. I øjeblikket griber jeg til tegnepapir, blyanter, oliepasteller.

Nogle af tegningerne/billederne har jeg nu hængt op på mit værksted – på forhåndenværende søm.

Og I er velkomne til at komme og kigge. Åbent værksted og miniudstilling “At lytte til stilheden”.

Søndag den 18. oktober er sidste dag for FAKTOR 13s udstilling PAPIR TIL KANTEN på Museum Silkeborg.

Mit eget bidrag er 14 pupper.

Puppen er et tilbagevendende motiv for mig. Som symbol på transformation – fra larve til sommerfugl. Som symbol på fordybelse, indadvendthed, beskyttelse, afskærmning. Et ekstra lag beskyttende hud, et enrum, en afsondrethed.

På Silkeborg Museum ligger Tollundmanden. Hud om knogler. Et tomt hylster. Og samtidig så fuld af historie. Imponerende bevaret.

Vi bevæger os fra fødsel til død, fra uskyldig renhed til mærket, arret, nedslidt krop.

Der er 7 lyse pupper og 7 mørke.

Materialet er papir. I al sin enkelhed. Suppleret med lidt hørtråd og overfladebehandlet med sort tusch og kulør.

Papir fra næsten bunden.

Et par dage har jeg arbejdet på Papirmuseet for at være i den historiske ramme, men ellers har jeg arbejdet hjemme på eget værksted. Med pulp hentet på Papirmuseet, tygget igennem på museets smukke hollænder.

For år tilbage tog jeg et papirmagerkursus hos Birgit Østergaard og anskaffede i den forbindelse gauskebord og professionelle rammer til at støbe papir i. Og det har været skønt at kunne tage det i brug igen.

Det fascinerer mig at arbejde med papir i 3D og med så få andre materialer som muligt, så det bliver synligt, hvor meget papiret kan i sig selv. Jeg søger enkeltheden og letheden. Hvor mange lag papir er nødvendige for at det kan bære en skulpturel form. En form på papirets præmisser. Fugt gør papiret levende igen, gør at formen kan påvirkes, gør at papiret tager over og selv former sig ….

Overfladerne i de mørke pupper er inspireret af Tollundmandens mørke farver, men også af Silkeborg Museums lerkar – deres overflader og skårsamlinger. Stumper og stykker samlet til en tilnærmelsesvis helhed i forsøg på at få et indblik i fortiden. Sådan samler sytråden pupperne.

Præsentationen af de 14 pupper lægger op til tanker om arkæologiske fund fremlagt på et museum på rad og række – til yderligere undersøgelser af forskelle og ligheder.