Det er altid dejligt at slippe gennem nåleøjer. Har – efter at have gået og ventet i nervepirrende og lidt for meget spænding – fået besked om, at mine to værker – “Spelling it out” og “Grand Words” – er sluppet gennem censuren og nu bliver en del af udstillingen 5th International Artist’s Book Triennial Vilnius 2009. Udstillingen vises i Vilnius (Litauen), i Leipzig (Tyskland) og i Seul (Sydkorea) … og på KunstCentret Silkeborg Bad (fra 12. september 2009).

Og … ARTROVERTS (Hanne, Gulla, Lis) fælles kufftertbogprojekt – “Pack up your troubles” – er også sluppet gennem nåleøjet (se billeder her).

Juble, juble!

Der skete jo det … at jeg faktisk sov over mig. Vågnede først kl. 8.05 … og jeg skulle have været klar, fit for fight og beredt med kamera, blok, polyfylla, tush, computer og meget mere fra kl. 08.00 dut! Men det var jeg så ikke. Jeg sov sødeligt … for længe. Og kom altså en smule for sent til ARTROVERTS (Gulla, Hanne og undertegnede) aftalte bog-projekt: En registrering af hver vores morgen lige præcis i dag og lige præcis kl. 8.00-10.00. De tre registreringer skal så samles til en fælles bog (endnu en indsendelse af værker til et italiensk projekt).

Og hvad skulle vi så registrere? Ja, lige netop hvad der bød sig på det givne tidspunkt. Og det kunne jo være hvad som helst , noget der ellers aldrig sker – og det kunne være en beskrivelse af det, der sker hver morgen. Der er vækkeuret, der vækker. Tankerne, der går i gang. Lyset ind ad vinduet. Der er katten, der vil ind. Nattens drøm, der vil skrives ned. Der er morgenbadet med dets ritualer. Der er opgørelsen over rynker, grå hår, antal kilo. Der er ulevede drømme og det, der føles mistet. Der er ønsker og længsler og morgenmaden med den dejlige første kop kaffe. Der er morgenmusik i radioen, der er rytme i hoften. Der er appelsiner i både og en kat på skødet. Der er bogen, der læses. Der er glæden ved livet. Der er ganske enkelt alt for få minutter på to timer!

Jeg greb en tusch og en blok … og skrev. Og jeg hev fat i min kamera og fotograferede. Og nåede altimens at komme i bad, spise morgenmad, lukke katte ind og give dem mad, tjekke min mail og meget mere. Og nu sidder jeg med en masse sider med ord og en stribe billeder. Og leger med mit billede af min morgen. Der skal være 8 udsnit eller klip i alt. Ovenfor et af de første klip på vej. Flere følger senere.

Mere Berlin!

Også denne gang var vi – Søren og jeg – på Deutsche Guggenheim i Berlin. Og også denne gang var det en oplevelse. Denne gang faktisk en stor oplevelse.

Forestil dig: Vi vandrer afsted ad Unter den Linden på vej til Deutsche Guggenheim. Første gang havde vi nær ikke fundet det, præsterede faktisk at gå forbi – for lige i forbifarten kunne den indgang (en glasdør med et skilt ovenover), der er, lige så godt være indgangen til en bank eller et kontor eller lignende. Der er ikke rigtig noget museumsagtigt over indgangen (hvad det så end er). Men nu – efter to tidligere besøg – ved vi, hvor indgangen er, så vi finder den med sikkerhed. Går ind ad glasdøren, ind til receptionen … og står denne gang samtidig midt i udstillingen. For når man så vender sig om – efter at have løst billet – for at kigge ind i udstillingsrummene, så ligger der en stor “dims”, et objekt, og fylder næsten det hele. Klemt inde mellem gulv, vægge og loft ligger en stor rustfarvet oval metaldims, der måske mest af alt ligner en overdimensioneret bombe. Og den første tanke er: Åh, den er stor – det er lige før, den ikke kan være i rummet. Den næste tanke: Hvordan i alverden er den kommet derind? Man kan se, at der er rum bag objektet, men man kan ikke komme udenom objektet. Så det tredje man tænker kunne godt være dette: Var det så det? Flot, imponerende … men det hele?

Så får vi at vide, at man skal gå ud på gaden igen, lidt ned ad gaden … og så ind ad en anden dør. Og det gør vi så. Og står så igen i rummet … med objektet foran os – men set fra den anden side. Den side man ikke kunne se i første omgang. Og nu kan man så ikke længere se den første side – ved blot at den er der. En del af formen er genkendelig fra det første møde med objektet – men formen er også en anden. Nu vokser objektet ligesom ind i væggen, forsvinder ind i den. Det bliver mere og mere mystisk. Og vi står igen og tænker: Flot, spændende … og er det så nu det hele?

Vi ved fra tidligere besøg, at der også er en museumsbutik, så vi søger automatisk videre ind i det næste rum, hvor butikken er. Kigger lidt på bøger og ting og sager … og får arbejdet os ned i den anden ende af museumsbutikken, hvor vi så opdager, at der er endnu et udstillingsrum. Hvor der umiddelbart blot er en sort kvadrat på den ene af de hvide vægge. Men … da vi kommer nærmere opdager vi, at det er en åbning … og da vi er helt tæt på ser vi, at vi nu står og kigger ind i objektet. Ser det fra en tredje vinkel. Oplever at stå og kigge ind i mørket uden mulighed for at fornemme, hvor objektet slutter – der er simpelthen for mørkt til at se ud til, hvor objektet ender. Vi ved, hvordan det ser ud ude fra, kender dets udstrækning – set fra de to sider – og alligevel virker objektet endeløst … grænseløst. Forunderligt, mystisk. Mageløst!

En ret så enkel udstilling … men en meget stor oplevelse!

Værket bærer titlen “Memory” og er skabt af Anish Kapoor.

Lige et par billeder fra vores nytårsaften i Berlin. Dagen startede med shoppetur på Oranienstrasse i Kreuzberg (inkl. et besøg i en af mine favorit butikker “Lucifer”, hvor jeg denne gang fandt en lækker uldnederdel i flot snit!), forsatte med hyggelig frokost på en nyfunden café. Så hjem og slappe lidt af … og klæde om. Ikke til det allerfineste dress, men til noget der kunne klare en aften, eller i hvert fald en del af en aften/nat, ude i det vinterkolde. Så afsted til Restaurant Zitrone, som vi fandt på nettet engang i november og skyndsomst bestilte bord på (havde hørt at mange går ud og spiser nytårsaften i Tyskland). Det viste sig at være et forrygende godt valg. Hyggeligt sted med den lidt alternative, kreative stemning, som vi så godt kan lide – kombineret med en dejlig atmosfære og en super dejlig nytårsmenu, der fik englene til at synge!

Henad 22.00 tog vi ind til midtbyen til festpladsen mellem Siegessäule og Brandenburger Tor. Der var godt gang i byen, masser af fyrværkeri … og på festpladsen et væld af mennesker. Vi startede ved Siegessäule, men nåede aldrig i nærheden af Brandenburger Tor, for allerede halvvejs stod folk som sild i en tønde. Og jeg må tilstå, at det bliver lige lovlig klemt for mig. Så vi kom ikke så tæt på Brandenburger Tor, at vi kunne få det fulde udbytte af det store fyrværkeri – men det, vi kunne se, var flot!

Efter det store brag og et glas champagne søgte vi ud i byen. Så mere fyrværkeri i det lidt mere åbne område omkring Rigsdagen. Forsøgte derefter at finde en café, hvor vi kunne drikke en kop kaffe og ovenpå braget meditere lidt over mødet med 2009. Men der var ingen cafeer åbne. Det var lidt øv. Men så købte vi en flaske champagne og drog hjem til lejligheden – til champagne, kaffe og Sørens hjemmebagte kransekage. Og det var også dejligt!

GODT NYTÅR TIL JER ALLE!

Juleferie … og nytårsferie … vel overstået. Har været dejligt. Men nu er det også dejligt at indtage værkstedet igen. Og det har jeg gjort i dag. Lige så stille. Har ryddet op i maildyngerne – har vist nok efterhåndet fået svaret på alt det, jeg skulle svare på. Har fået taget hul på den nye 2009 kalender, lavet omslag, skrevet fødselsdage ind, arbejdsdage og diverse hyggelige møder, der er på tapetet med ARTROVERT og X-Piir. Og – næsten allervigtigst – fået lavet en enkelt side til den igangværende kuffertbog “Looking ba(ck)g”. Eller hvad barnet nu ellers skal hedde. En side med min mormors tepotte. Så nu er der lige så stille ved at være liv i værkstedet … igen!

(Og når jeg får lidt bedre tid, så komme der lidt flere indlæg om den nylige tur til Berlin.)

Nytår i Berlin. Dejlige feriedage. Her blot i første omgang et par billeder – udvalgt mens der drikkes kaffe på vores lokale stamcafé. Berlin er lidt mere “kantet” om vinteren (uden de bløde træer) – men stadig lige mangfoldig. Flere billeder, mere tekst følger formentlig senere.