Nogen gange er dekonstruktion en skaberkraft, der overgår alt andet.

Der kan være værker, der først når i mål, for alvor løfter sig, når de har været gennem dekonstruktionens vridemaskine. Så går måske det kedelige, det for pæne af dem og frem kommer det mere mystiske, det foruroligende, det pirrende.

Her et eksempel på denne proces. Fra et værk der vil fortælle for meget lidt for kedeligt firkantet …. til et værk, der bærer fortællingen i sig, gemt i kringelkroge og fordybninger.

Udgangspunktet:

Nedbrydning.

Resultat af dekonstruktionen. Samme værk fra forskellige vinkler:

Vi kender alle til som børn, måske også som voksne, at bygge sandslotte på stranden, pynte med muslingeskaller, smukke sten, tang, grene. Eller lave mønstre i sandet med sten fra stranden. VI bruger det, der er på stedet, omformer. På stedets og materialernes præmisser. Der kan gå mange fordybede timer med det ….  og så kommer der måske pludselig nogle høje bølger, der skyller det hele væk igen. Eller vinden blæser sand og løse genstande væk.

Sådan er det også med land art.

Land art er kunst skabt direkte i landskabet enten ved at omforme selve landskabet til et kunstværk eller ved at lave strukturer i landskabet med naturlige materialer fundet på stedet så som sten eller grene. Og det er ikke tænkt at holde for evigt. Det holder så længe materialerne holder og så længe vind og vejr lader det være.

Her har jeg brugt kogler fundet i skovbunden.

Og her har jeg brugt mælkebøttestængler på vores 100 år gamle pæretræ. Træet er fuld af revner og sprækker, hvor den grønne linje kan løbe.

Det starter med en klump ler … og en model. En smuk gravid en. Og med lidt held ender det med en skulptur. Her er der arbejdet med silikoneform. Der måtte et par støbningsforsøg til og lidt nusning og reparation. Tynde sårbare steder som udfordres, når gipsskulpturen vrides ud af silkikoneformen. Men nu står hun der. 

Som jeg husker det … så var der engang, hvor verden var sådan, at vi alle måtte være her. Sådan husker jeg det. Sådan følte jeg det. Det har måske nok været lidt naivt, lidt rosenrødt, og nok bare min lille del af verden …. men sådan følte jeg det. I dag er der nogen, som stempler dem, der synes, at vi alle skal være her, som landsforrædere.

Ugens opgave på skulpturskolen skal tage udgangspunkt i noget, som provokerer/provokerer mig. Og jeg tænker … at noget, der kan frustrere mig, bekymre mig, gøre mig bedrøvet er de snigende holdningsændringer, grænser der langsomt bliver rykket … ikke ud i større frihed, men i retning af det indsnævrende, begrænsende. Set fra min verdensvinkel. Det er skræmmende med de små drypvise farveændringer fra det lyse til det mørke, som lige så stille eroderer tilliden mellem mennesker og ændrer verden. Flytter den et sted hen, som ikke er mit sted.

Vi er forbundne.

Det er livgivende, når vi elsker. Men når holdninger og grænser sættes skarpt og umenneskeligt i verden omkring mig, så opleves det tungt, ødelæggende, sorgfuldt. Forbindelserne bliver indviklede. Der bliver for langt mellem os.

Så løber bægeret over.

Så føler jeg mig klemt. Lukket inde et sted, hvor jeg slet ikke har lyst til at være.

Hvordan siger jeg det med en skulptur? Mit nye sprog som jeg ikke har lært endnu.

Jeg ville gerne kunne sige det meget større, meget tungere, meget mørkere …