Månedsarkiv: januar 2020

ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger – egne værker

ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger. Et fokus på egne værker – inden det går løs med opsætning af næste udstilling i morgen (UseLess).

Det har været fantastisk halvandet år med arbejde til to udstilinger så tæt på hinanden. Det er energiboostende, men også – indrømmer jeg – til tider udmarvende. Kunstnerisk arbejde er ikke bare en lykkelig dans på inspirationens roser, det er også daglig mental og fysisk indsats – indimellem helt ind til benet, når jeg forsøger at rykke mig selv et lille stykke længere. Sådan er det i hvert fald for mig, når der også skal passes fyldigt job ved siden af og alle de andre ting i tilværelsen.

Mit ene værk består af 365 æbler. Et æble om dagen i et år. De fylder en glasmontre. Et synligt bevis på tid, der er gået …

I mit liv har de fyldt hver dag. Og givet fylde hver dag.

Nu starter en ny tid ….

Det ubrugelige

   

Den 18. januar 2020 åbner i Kunstpakhuset Ikast udstillingen UseLess, hvor kunstnerne Helle Bovbjerg, Mette Mailund Strong, Lars Valdemar og jeg selv fabulerer over, hvornår noget har værdi, og hvornår noget er værdiløst. Med forskellige indfaldsvinkler til emnet og forskellige udtryksformer.

Jeg har selv blandt andet taget udgangspunkt i det helt nære. I for eksempel visne planter. Planter der har forandret sig fra livfuld skønhed til smukt forfald. Pelargonier. De strutter hele sommeren af grønt og lyserødt, indtil vinteren nærmer sig, og de visner og ender som strittende stængler uden blade. Lige der har jeg fotograferet dem og givet dem nyt liv som grafisk tryk. Som kunst.

Mange mener, at kunsten i sig selv er nytteløs. Men hvem ville trives i rum med tomme, hvide vægge. På et tidspunkt ville mennesket af sig selv give sig til at kradse huller i den hvide tomme væg. Vi har brug for kunsten. Til at udtrykke os i, til at kommunikere med, til at forstå verden gennem.

Øjebliksbillede

Vi kan fastholde øjeblikket i et billede. Fotografere et splitsekund, forevige et helt bestemt punkt i tiden. Vi kan blive så forelskede i det øjeblik, at vi – som Goethes Faust – siger “Verweile doch, du bist so schön” – stop tiden, dette skal vare evigt, dette er bare det skønneste øjeblik.

I udstillingen ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger er vi fire kunstnere – Steen Rasmussen, Tina Gjerulff, Joe Invartsen og jeg selv – der beskæftiger os med tid. På hver vores måde giver vi et bidrag til en fortælling om tid. Og flere af os tager udgangspunkt i oplevelser i og med naturen. Fornemmelsen af der at finde ro og tid til fordybelse. Enten ved at vandre i den eller ved at tegne eller fotografere eller på anden vis lade os inspirere af ting fra naturen.

For mit eget vedkommende er det blandt andet blevet til grafiske tryk af visne juletulipaner. Tulipaner har den smukkeste måde at forgå på. De åbner sig, strækker sig, falmer, tørrer, krøller sig sammen til de ender i en anden form for skønhed. Lige der har jeg foreviget dem, givet dem nyt liv som grafisk tryk.

Udstillingen ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger åbner lørdag den 11. januar kl. 11.00 på KunstCentret Silkeborg Bad. Læs mere her.