Hvis I vil følge med i kuffertens transformationsrejse … så se her på Hannes blog (http://ihanne.wordpress.com/), hvad hun har gjort ved kufferten!

Billedet ovenfor er lånt fra Hannes flickr.

Endnu et værk fra udstillingen Call it what you like på KunstCentret Silkeborg Bad. Endnu et af dem, som jeg er faldet for. I et beskedent hjørne, måske nemt at overse, står et lille lysbilledkamera og lyser et budskab op på væggen. Igen … efter min mening … humoristisk og med stort vid. “Erreichen Sie das volkommene Unverständnis” (Opnå den fuldkomne fornemmelse af ikke at forstå – sådan cirka). En kendsgerning vil jeg nærmest kalde det. I hvert fald i den grad genkendeligt fra mig selv. At det at forstå … ikke er så ligetil. Og målet er måske slet ikke … at forstå. Måske er tilstanden “uforståelighedsramt” langt mere interessant. Og vel tit et resultat, når man dykker ned, dykker ind … og forsøger at forstå og forstå og forstå.

Og hvorfor er det nu, at vi så gerne vil forstå …

Et af de værker, som jeg er faldet for på den aktuelle udstilling Call it what you like på badet (KunstCentret Silkeborg Bad – hvor jeg arbejder), er det her. To store projektører.

Udstillingen stiller spørgsmålet: Hvad er kunst? Derfor også titlen Call it what you like – kald det hvad du vil. Kunst eller ikke?

Er to lysende projektører placeret på gulvet i et afgrænset rum KUNST? Ja, jeg synes det. Jeg er faktisk helt vild med det værk. Der er så meget humor i det. Så opløftende. For de står der og lyser så intenst, de to projektører – som to mennesker, der er gået i kontakt med hinanden. Måske to egoer, der forsøger at overstråle hinanden? Måske kan der ligefrem være politiske undertoner i det? Det er da lige før jeg kan se to præsidenter – måske Bresjnev og Nixon for mig. Eller endnu bedre: to mennesker, der i den grad er brændt varm på hinanden? I hvert fald udsender de et lys og udvikler en varme, som lægger sig om en, når man er i rummet. Jeg har gået og hygget mig med værket i lang tid, moret mig over det … og så for et par dage siden (lidt pinligt måske at der gik så lang tid!) opdagede jeg, at det hedder “American kiss”. Kunstneren hedder Ange Leccia og værket er fra 1986.

Det og 119 andre underfundige, humoristiske, mærkelige, udfordrende, spændende værker kan ses på badet til og med søndag den 28. september. Se mere her: http://www.silkeborgbad.dk/Default.aspx?ID=4

Første skridt i forvandlingen af en kuffert til en bog er taget. Se her billeder af første trin.

Jeg har nu sendt stafetten videre til Hanne. Spændende at se hvad der så sker! (Se Hannes blog her:
http://ihanne.wordpress.com/2008/09/12/fabricanti-di-libri/)

                                   No matter what road I travel – I’m going home

Malenes kusine, Katrine, er rejst på et års udveksling til Den Dominikanske Republik. Hun er vel ankommet for et par uger siden, men har fået en noget flyvende start på sit ophold, da hun er landet midt i områdets orkanfyldte tid. Så Gustav, Ike, Hanna osv. er pludseligt navne, som vi lægger langt mere mærke til hjemme hos os, end vi ellers ville have gjort. Når Ike brager ind over Cuba, så tænker vi: Gad vide hvordan det ser ud hos Katrine? Hun skriver på sin rejseblog, at der er kommet masser af vand og vind – og at skolen er lukket på grund af vejret. Men indtil nu er de i Den Dominikanske Republik vist sluppet med den værste skræk. Mens de har været hårdere ramt i Haiti, som Den Dominikanske Republik deler ø med (Øen med Haiti/Den Dominikanske Republik ligger lige sydøst for Cuba).

Så er der gang i endnu et bogprojekt (via Gulla og hendes italienske forbindelser. Herligt!). En international artists’ books konkurrence under titlen “Fabricanti di Libri” (Bogfabrikanter). Der er ikke yderligere angivet et tema, der er blot en fysisk ramme for bogens størrelse etc. Og selvfølgelig en deadline … om snart!

På vores dejlige tur til Malmö/København blev Gulla, Hanne og jeg enige om at sætte lidt gang i tingene med et stafet-projekt, simpelthen lave en bog sammen til konkurrencen på stafet-maner. Og i sidste uge fik jeg så et oplæg fra Gulla, et startskud: En lille papkuffert.

Og så er det jo så lige det store spørgsmål melder sig: Hvordan får man en bog ud af en kuffert?

Johhhh … det har sådan set vist sig ikke at være så svært. I hvert fald ikke at få gjort de indledende øvelser til at få et bogskelet ud af det, samtidig med at kuffertformen bevares, og muligheden for at åbne og lukke kufferten ligeledes bevares (det var en ramme, som fulgte med Gullas oplæg). Mit bud … kan ses om nogle dage. Billeder af processen offentliggøres nemlig først, når næste kvinde i kæden har modtaget stafetten. Så når Hanne melder, at hun har fået stafetten fra mig, så kommer der billeder af, hvad jeg har bidraget med i første omgang. (I skal være velkomne til at følge med i processen her på bloggen!)

Ud over rent fysisk at få en kuffert til at blive til en bog, så er der jo også spørgsmålet om indhold. Jeg har funderet på, hvad jeg skal gøre ved den på den led. Funderet på hvad den gør ved mig. En kuffert. En genstand som bruges til at opbevare ens ting, når man er på rejse. Jeg var lige en tur på nettet for se, om jeg kunne blive inspireret. “Learn how to lighten your load” er der en, der tilbyder. Kurser i at lære at pakke en kuffert, kunsten at kunne rejse med alt pakket i kun en kuffert. Og han har jo ret, når han siger: “The lighter the burden, the more pleasant the journey”. Det kender vi jo alle. At det er en pestilens at slæbe rundt på for meget – på for mange kufferter, for tunge kufferter, løse poser osv. osv. Og sådan er det jo også med livets kuffert. Jo mere enkelt, jo mere man får ryddet op i bunkerne – jo nemmere er den videre færd. Og går jeg først ind i den boldgade, så er der ikke langt til tankerne om, hvordan jeg har indrettet mit liv – fysisk og ikke mindst mentalt/følelsesmæssigt. Hvad er det jeg bærer med mig? Hvad har jeg i grunden lyst til at bære med mig? Hvad er LIVSvigtigt?

Og så er bunden lagt til at lægge et indhold i kufferten. Så strømmer kreativiteten. Så strømmer livet!