Så er der gang i endnu et bogprojekt (via Gulla og hendes italienske forbindelser. Herligt!). En international artists’ books konkurrence under titlen “Fabricanti di Libri” (Bogfabrikanter). Der er ikke yderligere angivet et tema, der er blot en fysisk ramme for bogens størrelse etc. Og selvfølgelig en deadline … om snart!
På vores dejlige tur til Malmö/København blev Gulla, Hanne og jeg enige om at sætte lidt gang i tingene med et stafet-projekt, simpelthen lave en bog sammen til konkurrencen på stafet-maner. Og i sidste uge fik jeg så et oplæg fra Gulla, et startskud: En lille papkuffert.
Og så er det jo så lige det store spørgsmål melder sig: Hvordan får man en bog ud af en kuffert?
Johhhh … det har sådan set vist sig ikke at være så svært. I hvert fald ikke at få gjort de indledende øvelser til at få et bogskelet ud af det, samtidig med at kuffertformen bevares, og muligheden for at åbne og lukke kufferten ligeledes bevares (det var en ramme, som fulgte med Gullas oplæg). Mit bud … kan ses om nogle dage. Billeder af processen offentliggøres nemlig først, når næste kvinde i kæden har modtaget stafetten. Så når Hanne melder, at hun har fået stafetten fra mig, så kommer der billeder af, hvad jeg har bidraget med i første omgang. (I skal være velkomne til at følge med i processen her på bloggen!)
Ud over rent fysisk at få en kuffert til at blive til en bog, så er der jo også spørgsmålet om indhold. Jeg har funderet på, hvad jeg skal gøre ved den på den led. Funderet på hvad den gør ved mig. En kuffert. En genstand som bruges til at opbevare ens ting, når man er på rejse. Jeg var lige en tur på nettet for se, om jeg kunne blive inspireret. “Learn how to lighten your load” er der en, der tilbyder. Kurser i at lære at pakke en kuffert, kunsten at kunne rejse med alt pakket i kun en kuffert. Og han har jo ret, når han siger: “The lighter the burden, the more pleasant the journey”. Det kender vi jo alle. At det er en pestilens at slæbe rundt på for meget – på for mange kufferter, for tunge kufferter, løse poser osv. osv. Og sådan er det jo også med livets kuffert. Jo mere enkelt, jo mere man får ryddet op i bunkerne – jo nemmere er den videre færd. Og går jeg først ind i den boldgade, så er der ikke langt til tankerne om, hvordan jeg har indrettet mit liv – fysisk og ikke mindst mentalt/følelsesmæssigt. Hvad er det jeg bærer med mig? Hvad har jeg i grunden lyst til at bære med mig? Hvad er LIVSvigtigt?
Og så er bunden lagt til at lægge et indhold i kufferten. Så strømmer kreativiteten. Så strømmer livet!
Pingback: Fabricanti di Libri « Heaven & Earth