Månedsarkiv: juli 2010

Svensk skovdyb … og en oase …

 

En lille bog fra den netop tilbragte ferieuge i Sverige, hovedsageligt Stockholm. En skøn tur. Storbyferie med masser af natur. Lige fra de laaaange stræk på køreturen op gennem Sverige med skov, skov og atter skov til en sejltur til den yderste skærgård. Og så en oase midt i storbyen. Den blå port. En have midt i det hele. Med timevis af ro til latten, aftensmaden, den stille driven … og kreativiteten. Man får jo abstinenser, hvis ikke kreativiteten får lov at flyde …. Og så er det godt, at have nødhjælpsudstyret med: en saks, en blyant, en limstift, en hobbykniv, lidt snor og et stykke sandpapir. Og så lidt plakater og en stak udstillingsfoldere fra Liljevalchs konsthall. Så kan man alligevel komme langt. Og så nogle skønne timer i oasen og en lang køretur hjem gennem de svenske skove … Postkort blev det til … og så den lille bog “Ingen mans land”

Cycle II

 

Første feriedag. Sommeren viser sig fra sin allerskønneste side. Kan man ønske sig meget mere? Terosen blomstrer overdådigt lyserødt og duftende. Kattene kryber i skygge. Tiden bliver langsom, der er tid til at dvæle, nyde, synke ind ….

Og jeg … laver Cycle II. Lægger første hånd på en artists’ book, som skal sendes videre i stafet til Hanne og Giuli, som så arbejder videre på bogen. I alt 3 Cycler med hver sin startkvinde. Bøger til ARTROVERTs kommende udstilling på galleri i Sheffield til oktober.

Her et par billeder fra min del af bogen. Nu bliver det så spændende at se, hvordan den ender med at se ud, når den har været i hænderne på Hanne og Giuli! Og jeg er spændt på at se, hvad jeg får tilsendt fra dem … Cycle I og Cycle III.