At gå i et med. Suge næring til sig, kraft. Gro rødder så dybe som det ældste træ, strække grene så højt mod himlen som det højeste.

Jeg drømte en nat om et træ. Det stod på en flad mark. Midt i et gigantisk stormvejr. Grenene vajede og svajede for vinden. Ikke hårdt og kantet, men blødt og føjeligt. Og jeg tænkte: Det er dog imponerende, at det træ bliver stående i dette vildt voldsomme stormvejr. Og hvor er det imponerende, at det er så smidigt … grenene knækker ikke, de danser vildt og blødt med vinden.

Det handler om at lege, om at være i gang, om at flytte grænser bevidst og ubevidst. Det handler om at få noget nyt ud af noget andet. Det handler om at udfordre hinanden, det handler om at inspirere hinanden. Det handler om at gøre noget!

Så da Artrovert-medlemmerne søndag den 4. november mødtes i København (omtalt her på bloggen) og så kunst og snakkede kunst – ikke mindst: Hvad gør vi nu? Hvad skal vores næste udstillingsprojekt være … og hvor kan vi komme til at udstille? – så opstod der et lille spontant projekt midt i kaffen og grineriet på Cafe Norden. Tag et cafekort, saml op på gader og stræder, hvad du finder i løbet af dagen … og lav så noget af det! Sæt en forvandling i gang.

Øverst ligger min indsamlede bunke. Nederst ses hvad jeg fik ud af det.

I berøring.
I det indre og i det ydre.
Lyse sider.
Skyggesider.

Berigende berøring.

Københavnertur over et par dage.

Aftenkaffe på Cafe Norden med udsigt til Storkespringvandet. Der er lys på og nede i Storkespringvandet – og det satte gang i fototrangen. Så der stod jeg … et godt stykke tid ud på aftenen … lænede mig ind over kanten af springvandet med røven i vejret for at kunne nå vandoverfladen, forsigtigt for ikke at tabe kameraet ned i vandet. Som var koldt – men hvad gør man ikke for kunsten. Resultatet blev blandt andet berøringsbilledet ovenfor.

Morgenstemning på Sømandshjemmet i Nyhavn. Kaffe og rundstykke med udsigt til kanalen. Og en samtale med et menneske, der bare kom forbi. Eller var det nu bare lige? Jeg sad og nød morgenen og den indre ro … og kom – tilfældigt – til at kigge op, da han kom ind i spiserummet – og vi fik øjenkontakt. Han hentede en kop kaffe og spurgte, om han måtte sætte sig – og jeg sagde ja. Noget jeg ellers ikke plejer at være til, når jeg sidder og er morgenstille. Men min verden var stor og åben den morgen.
Det er forunderligt med de særlige møder, hvor der er en kontakt, der transcenderer alt andet. Alt det man ellers er i det ydre. Vi holder jo ellers ofte på formerne, når vi møder hinanden, lægger en distance – større eller mindre, bedømmer hinanden på udseende, og på hvad vi er af profession. Trækker os tilbage fra det, der er lidt underligt, fremmed, uigennemskueligt, skræmmende. Rubricerer måske ligefrem et menneske som tidsspilde. Det er kun sjældent, vi mødes helt åbent og grænseoverskridende. Men når vi gør, så opnår vi måske at opleve en kærlighed, der rækker langt ud over universets grænser. En kærlighed, der ikke begrænses af noget som helst. Så længe det øjeblik varer. For det er en del af mødet mellem mennesker. At vi indimellem tilfældigt mødes for kun at være sammen ganske få øjeblikke.

Eftermiddagstur til Louisiana. Sammen med Gulla. Altid hyggeligt! Og med indbyggede grineture, der får tårerne til at trille! Vi så malerier og grafik af Lucian Freud og fotos af Richard Avedon. Begge fremragende menneskeskildrere og dygtige kunstnere – efter min mening. Blev berørt! Kan varmt anbefale udstillingerne.

Dagens berøringsbillede.

Malene, min datter, har netop afsluttet sin 9-klasses projektopgave. En opgave, som løses i gruppe, og som indeholder et forløb med indkredsning af emne, problemformulering, indhentning af materiale og bearbejdning. Og som ender med en mundtlig fremlæggelse for de øvrige 9. klasses elever og en række lærere. Det overordnede emne var “Livskvalitet”, og Malene og hendes gruppekammerater, Line, Kristina og Kim, valgte at sætte fokus på mobning. Det har været spændende at følge deres arbejde og høre, hvordan de i den grad evnede at samarbejde og fokusere på sagen. Udover at dykke ind i emnet og arbejde med den mundtlige fremlæggelse, så valgte de at lade deres arbejde munde ud i en undervisningstime for 5. klasse, hvor eleverne i grupper blev sat til at arbejde med emnet.

Og gruppens indsats har båret frugt. Dels har deres vejleder sat dem i kontakt med en journalist ved Midtjyllands Avis, hvilket resulterede i en avisartikel lørdag den 10. november (se billedet). Dels har de alle fire fået topkarakterer og flotte udtalelser for deres præstation (hvilket med den nye karakterskala vil sige 12).

Om jeg er en pavestolt mor? You bet!!

(PS artiklen kan læses ved at føre musen henover billedet, klikke – og så klikke en ekstra gang for zoom!)

I dag fik jeg taget et foto, som jeg har haft i tankerne et stykke tid. Endnu en udløber af den kommende udstilling “In touch”. Går og lurer på om jeg skal lave en slags logbog – registrere en daglig berøring … af den ene eller den anden slags. Indre eller ydre. Konkret eller overført. I billede eller ord.

I sidste ende er alt i berøring. Der er ingen grænser – og så alligevel. Som det bliver sagt i filmen STRINGS (som i øvrigt kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad (www.silkeborgbad.dk) i forbindelse med udstillingen Myte, marionet og menneske): “Hvor du ender, begynder jeg. Hvor jeg ender, begynder du.”

Billedet er taget på en gåtur rundt om Almind sø (Silkeborg). Det var for koldt til at hoppe i vandet – for kuldskære mig – men tanken om en dukkert var der!

Er startet på en række konstruktionsdage hos Joe på Jydsk Grafisk Værksted – optakt til udstillingen In touch. Et projekt som vi selvfølgelig har gjort os tanker om … men som vi regner med kommer til at overraske os selv. I hvert fald er vi spændt på at se, hvordan det folder sig ud, hvad det har i posen til os, hvad vi kommer i berøring med – i os selv, med hinanden og i forhold til omverdenen.

Var til tegning i går. Der var portrættegning på programmet. Ikke min stærke side. Har ikke gjort meget i det. Følte mig i forvejen lidt på tilværelsens gyngende grund. Oveni det er det en udfordring at skulle så tæt på et andet menneske, skildre det. Nærlæse rynkerne i panden, øjnenes udstråling, mundens linje.

Min streg var stille og forsigtig i går. Den kunne ikke være andet … Ikke med tilværelsens gyngende grund indeni. Men der var en lydhørhed eller et nærvær, der ikke havde været der før. Og selvom den var stille og forsigtig, stregen, ikke dristig og kraftfuld som den ellers kan være, så kom jeg alligevel nærmere, end jeg har gjort før. Tættere på en skildring.

Et menneske. Lag på lag. Som et løg. Vi består af så meget. Der er fællestræk, og så er der en mængde af det unikke. Hvert menneske er helt sin egen. Husker vi det, når vi møder hinanden? Husker vi det virkelig? At der er grunde til, at vi er, som vi er. Grunde gemt i de mange lag.

I dag kører der en sang i mit baghoved. En sang af Phil Collins:

But I see your true colors
Shining through
I see your true colors
And that’s why I love you
So don’t be afraid to let them show
Your true colors
True colors are beautiful,
Like a rainbow

Billeder fra Københavnertur i Artrovert-regi (kunstnergruppe). Vi fik set kunst og snakket kunst. Og snakket om så meget andet. En flot novemberdag med strålende solskin og tid til at nyde livet på forskellig vis.

Her Gulla og Hanne over frokosten på The á la Menthe (hyggeligt sted i Rådhusstræde med krydret marokkansk mad. Smager super!) og over kaffen … med kage … og vifte til de varme kinder … og en masse grin!