Malene, min datter, har netop afsluttet sin 9-klasses projektopgave. En opgave, som løses i gruppe, og som indeholder et forløb med indkredsning af emne, problemformulering, indhentning af materiale og bearbejdning. Og som ender med en mundtlig fremlæggelse for de øvrige 9. klasses elever og en række lærere. Det overordnede emne var “Livskvalitet”, og Malene og hendes gruppekammerater, Line, Kristina og Kim, valgte at sætte fokus på mobning. Det har været spændende at følge deres arbejde og høre, hvordan de i den grad evnede at samarbejde og fokusere på sagen. Udover at dykke ind i emnet og arbejde med den mundtlige fremlæggelse, så valgte de at lade deres arbejde munde ud i en undervisningstime for 5. klasse, hvor eleverne i grupper blev sat til at arbejde med emnet.
Og gruppens indsats har båret frugt. Dels har deres vejleder sat dem i kontakt med en journalist ved Midtjyllands Avis, hvilket resulterede i en avisartikel lørdag den 10. november (se billedet). Dels har de alle fire fået topkarakterer og flotte udtalelser for deres præstation (hvilket med den nye karakterskala vil sige 12).
Om jeg er en pavestolt mor? You bet!!
(PS artiklen kan læses ved at føre musen henover billedet, klikke – og så klikke en ekstra gang for zoom!)