Skitsebøger tiltrækker mig. Kigget ind bagved. Ind i smeltediglen. Dagbogsstemningen. Ind i stregen før tanken. Det umiddelbart oplevede. Det indre i samklang med det sete, det ydre. Det ucensurerede.

Jeg har altid drømt om at sidde i Rom, på Island, på en strand, på en bjergtop, en café, hvorsomhelst og tegne tegne tegne det, jeg ser og oplever. Og jeg har forsøgt. Den ene gang efter den anden. Købt alverdens lækre, dyre, billige, små, store skitsbøger og haft dem liggende i stakkevis. Forsøgt. Og langt de fleste gange skriblet et par sider. Og forkastet det. En enkelt undtaget.

Men nu sker der måske noget. Tre skitsbøger har jeg aktuelt gang i… og de lever.

Lige nu sidder jeg i et lejet sommerhus i Saltbæk ved Kalundborg, nyder de stille morgener (mine hellige timer når vi er tur). Og her er mit arbejdsbord. Og min Kalundborg pinsen 2024-skitsebog. Hvad var livet uden sort tusch. 😁

Jeg er inviteret som gæsteudstiller på Bispegårdsgruppens årlige udstilling på Bispegården i Kalundborg – min føde/barndomsby. Bispegårdsgruppen består af lokale kunstnere/kunstnere med tilknytning til Kalundborg (Grete Balle (væver), Anne Fabricius Møller (tekstilkunstner/designer), Finn Heiberg (maler), Pia Andersen (maler), Lillian Neergaard (maler), Jesper Neergaard (billedhugger og forfatter), Didder Geisler (maler), Hans Helge Nielsen (maler), Lis Lindkvist (tekstilkunstner), Charlotte Nielsen (keramik)).

Mine værker er blevet afhentet og overdraget til Bispegårdsgruppens ophængningsudvalg. Det bliver spændende at se dem igen – og hele udstillingen – til ferniseringen, som foregår lørdag den 18. maj kl. 14-16.

Udstillingen kan ses til og med den 21. juni.

Der er ikke noget mere forårsfornemmelsefremkaldende for mig end alle de mange lysende gule rapsmarker, som landskabet dækkes af en del af forårstiden. Knaldgule er de – så det trænger dybt ind i en. Lige så energifyldte som bøgens lysegrønne forårsblade. Jeg bliver høj af begge dele.

Da jeg gik igennem min fars fotos, fandt jeg et lille foto – ca. 8,5 x 11,5 cm. Et landskab med en vej og marker og en telefonmast. Grønne marker og meget gule rapsmarker. Et foto, som han selv har taget og fremkaldt – og efterfølgende håndkoloreret meget sirligt. Det fremstår nærmest som et farvefoto – og samtidig en smule malerisk.

Det fik jeg lyst til at lade mig inspirere af, lave parafraser over. Og det blev der to forskellige tryk ud af.

“Når landskabet dækkes af lysende gult”

Og “Gule rapsmarker”

To versioner. Men forskellige. “Gule rapsmarker” er mere fotografisk.

Så er kunsthallens hjemmeside opdateret og det er muligt at se billeder fra samtlige udstillinger, der er blevet vist siden åbningen i marts 2021.

Der er igen liv i KUNSTSHAL 8881. Og selvom det på KUNSTHALLENs hjemmeside ser ud som om, det er længe siden, at der sidst har været udstillinger, så passer det ikke. Sagen er, at der har været mange udstillinger, jeg har bare ikke fået opdateret hjemmesiden.

Aktuel udstilling:

“Pokal”
Objekt, ler og guldspray.
Lis Rejnert Jensen

Udstillingen før:

“Uroligt”
Objekt, fiberfnuller og kobbertråd
Lis Rejnert Jensen

Jeg er i gang med at hænge grafik fra opholdet på Slettingen Refugium op på mit værksted, i mit hjem. Det er en god måde for mig selv at afrunde en koncentreret fordybelse i farver og materialer. Gøre status, hvor blev jeg bragt hen? Og når nu det hele er hængt op, så holder jeg åbent på værkstedet, Møllevej 1, 8881 Thorsø. Kom og se hvad opholdet har resulteret i, få en snak om kunst og liv. Der er kaffe på kanden.

Er i gang på værkstedet med nye eksperimenter. En kombination af fotobaseret tryk (algrafi = plantryk, off set plade) og monotypi. Som nævnt tidligere så forsøger jeg at komme væk fra tryk, som udelukkende er fotobaseret. Det fotobaserede duer bestemt til noget. Jeg har bare brug for det umiddelbare lag, “tilfældighedernes” spil. Det håndgjorte. Det mere maleriske – kunne man måske sige. Lægge lag på lag og se hvad der sker.

Solen skinner gult over oktoberlandskabet. Det er grønt, det er okker, det er sienna. Og det er blåt og det er gråt og efterårsbrunt og en smule glødende rødt, det er strejf af gul og meget andet. På værkstedet samler det sig i forenklet blommefarvet og gult (sort 55991, cadmium rød og citron gul). Jeg elsker det sorte sorte sorte kontrastfulde, kraftfulde grafik. Men jeg trænger også til at finde nye farver, nye veje.

Og så er der pludselig hul igennem. Til noget der falder på plads indeni mig. Et sted hvor jeg føler mig tilfreds. Stadig søgende. Men tilfreds. Noget nyt. Eksperimenterende, former/flader, landskabsassociationer, blommefarvet og gul. Jeg maler på transparent (monotypi), pressens tryk influerer, jeg funderer, trykker igen … og måske igen. Lag på lag lejres på papiret. Indtil der falder ro på. Som græsset der gror over klitterne og holder sandet på plads i bølgende former.

Nu er jeg nået et sted hen.

Og jeg bestemmer mig for at invitere til åbent værksted på Slettingen Refugium. Det er samtidig en anledning for mig selv til at sortere, vurdere, runde af.

At leve på Slettingen Refugium 14 dage er måske ikke lige frem en dans på lyserøde skyer – men indimellem er det, for det er et fantastisk sted (jeg kan savne nogle hvide, lige flader/vægge at hænge op på, så jeg kan få et overblik – der er kun skråvægge i atelieret på 1. sal, og ikke hvide vægge i stueetagen.)

Men det er også sindsoprivende, altopslugende, isolerende, på grænsen til opgivenhed – i hvert fald for mig – når jeg går ind i mit RUM og bliver væk i snørklede gange og er skiftevis høj og frustreret. Der synes at være lige så lang vej ind til det, jeg drømmer om, som huset ligger langt ude af grusvejen. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at gå ind i det rum. Ukuelig optimist – eller frygtelig stædig. Jeg vågner kl. 5 – og er nødt til at gå på værkstedet. For det må da gemme sig et sted – det jeg leder efter. Hvad det så end er. Og jeg er her jo for at finde det.

Så det er ikke altid lyserødt. Men i dag er det. Himlen. Morgenens blomstertryk. Det lette sind. Jeg arbejder i oktoberlys. Med blommefarve og gul.

Og vejen snor sig.

Et yndlingsmotiv. Vejen. Som fører ud i det fjerne.

Vejen bliver til, mens man går. Og bliver til fordi man vælger at gå. Et Rumi-citat jeg læste for ikke mange dage siden. ”As you start to walk on the way, the way appears”. Der var det.

Jeg har fotograferet et væld af veje. Her, på Færøerne, på Island, altid når vi rejser. Og her vejen til Slettingen. Med smukke skyer der hænger lige det rigtige sted.