Var til tegning i går. Der var portrættegning på programmet. Ikke min stærke side. Har ikke gjort meget i det. Følte mig i forvejen lidt på tilværelsens gyngende grund. Oveni det er det en udfordring at skulle så tæt på et andet menneske, skildre det. Nærlæse rynkerne i panden, øjnenes udstråling, mundens linje.

Min streg var stille og forsigtig i går. Den kunne ikke være andet … Ikke med tilværelsens gyngende grund indeni. Men der var en lydhørhed eller et nærvær, der ikke havde været der før. Og selvom den var stille og forsigtig, stregen, ikke dristig og kraftfuld som den ellers kan være, så kom jeg alligevel nærmere, end jeg har gjort før. Tættere på en skildring.

Et menneske. Lag på lag. Som et løg. Vi består af så meget. Der er fællestræk, og så er der en mængde af det unikke. Hvert menneske er helt sin egen. Husker vi det, når vi møder hinanden? Husker vi det virkelig? At der er grunde til, at vi er, som vi er. Grunde gemt i de mange lag.

I dag kører der en sang i mit baghoved. En sang af Phil Collins:

But I see your true colors
Shining through
I see your true colors
And that’s why I love you
So don’t be afraid to let them show
Your true colors
True colors are beautiful,
Like a rainbow