Som jeg husker det … så var der engang, hvor verden var sådan, at vi alle måtte være her. Sådan husker jeg det. Sådan følte jeg det. Det har måske nok været lidt naivt, lidt rosenrødt, og nok bare min lille del af verden …. men sådan følte jeg det. I dag er der nogen, som stempler dem, der synes, at vi alle skal være her, som landsforrædere.

Ugens opgave på skulpturskolen skal tage udgangspunkt i noget, som provokerer/provokerer mig. Og jeg tænker … at noget, der kan frustrere mig, bekymre mig, gøre mig bedrøvet er de snigende holdningsændringer, grænser der langsomt bliver rykket … ikke ud i større frihed, men i retning af det indsnævrende, begrænsende. Set fra min verdensvinkel. Det er skræmmende med de små drypvise farveændringer fra det lyse til det mørke, som lige så stille eroderer tilliden mellem mennesker og ændrer verden. Flytter den et sted hen, som ikke er mit sted.

Vi er forbundne.

Det er livgivende, når vi elsker. Men når holdninger og grænser sættes skarpt og umenneskeligt i verden omkring mig, så opleves det tungt, ødelæggende, sorgfuldt. Forbindelserne bliver indviklede. Der bliver for langt mellem os.

Så løber bægeret over.

Så føler jeg mig klemt. Lukket inde et sted, hvor jeg slet ikke har lyst til at være.

Hvordan siger jeg det med en skulptur? Mit nye sprog som jeg ikke har lært endnu.

Jeg ville gerne kunne sige det meget større, meget tungere, meget mørkere …