Arbejdsophold på Færøerne – mellem tåge og tinder

Jeg er draget på rejse med mit værksted. Ikke hele værkstedet, men en del af det. En lille grafikpresse, en stak offsetplader, lidt fremkalder, noget tryksværte og en kvart pakke trykpapir. Og så lidt løsøre 🙂

Anledningen er et bevilget ophold i Listamannahúsið á Dalatrøðni, også kaldet Kambans Hus (kunstnerhus) i Thorshavn, Færøerne. 14 dage.

På mit værksted hjemme har jeg et belysningsskab, hvor jeg kan belyse motiver over på offsetplader. Det har jeg ikke kunnet tage med 🙂 Så mit “belysningsskab” her består af en papkasse, en glasplade, en stykke papir som lukkemekaniske … og dagens lys. Og i et land, hvor tågen tit lægger sig og lyset indimellem går lidt i gråt her om sommeren, så er det en lidt vanskelig størrelse at arbejde med. Så jeg har suppleret med polyesterplader. Men det er sjovt at arbejde med dagslysbelysning på den enkle måde. Og det bliver også langt hen ad vejen godt. Min super gode printer har jeg heller ikke kunnet tage med, så en anden ting der gør, at det ikke kan blive helt lige så nuanceret, som det jeg laver hjemme, er begrænsningerne i den lille laserprinter, som jeg har medbragt. Men det fungerer!

Det er VIDUNDERLIGT at være afsted på arbejdstophold på denne måde. Huset er dejligt at være i, der er god plads i atelieret ….. og tiden er helt min egen. Sammen med Søren, som bruger opholdet til at finpudse Stravinskys “Tre solestykker for klarinet”. Så der er også lyd huset.

Vi suger indtryk til os. Fordøjer. Omsætter. I et land fuld af grønne nuancer, rå klipper, smukke landskabslinjer, og tåge der smyger sig silkeblødt om fjeldene. Et landskab der bare ligger der … og har ligget der i årtusinder. Og samtidig er et landskab i ustandselig forandring.

Det stille vidtstrakte øjeblik

Tid kan være et vidt begreb. Den er der hele tiden. Går og går. Eller står helt stille, Vi føler med tiden. Stresser fordi vi skal nå for meget, og der er alt for lidt tid. Eller vi falder i staver, fordyber os, så tiden forsvinder helt.

Jeg arbejder for tiden med værker der handler om tid (til udstillingen ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger, gruppeudstilling på KunstCentret Silkeborg Bad januar 2020). Det kunne være disse. Stille, tyste landskaber der rækker så langt øjet kan se. Denne fornemmelse af et vidtstrakt øjeblik.

 

At sætte spor … eller kunsten at stå på egne ben

Hvor kommer inspiration fra? Hvor kommer ideerne til kunstnernes værker?

For mig kommer inspirationen i al sin enkelthed af tilværelsen. Af at være til. Den destilleres dråbe for dråbe ud af oplevelser, sansninger, erkendelser, levet liv. Den kan dukke op på en gåtur i stilheden. Den kan snige sig ind på køreturen mellem A og B. Den kan simre til overfladen, mens jeg driver rundt i et morgenland mellem alt og intet, der hvor natten ikke helt har givet slip, og hvor dagen langsomt siver ind i det indre. Det gør den ofte. Eller den kommer ved at have hands on, være i processen, mærke materialet, mærke verden … hvor det ene føder det næste.

For tiden eksperimenterer jeg med lysfølsomme plader og solens eget lys (i modsætning til mere kontrollerede forhold med et belysningsskab). Det giver lidt ekstra krydderi på processen – at bruge det lys, der er en given dag … Og samtidig så åbner det en mulighed for at rejse med den del af værkstedet, ikke være afhængig af et belysningsskab for at kunne arbejde med den grafik, jeg plejer at arbejde med.

Midt i de lysfølsomme undersøgelser fødes ideer. Aftryk. Spor. Motiver. Som fortsætter i tanker. En indre summen. Også tanker om tilværelsen. For eksempel det her med at kunne stå på egne ben. At kunne, ville, turde noget … som føles som om det ligger i ens grænseformåen. For nogen er det en kræftanstrengelse at løfte en arm, for nogen er det at gå 100 meter, for andre at klare at løbe et maraton. For nogen er det at tale i store forsamlinger skræmmende, for andre er bare det at gå uden for ens hjem angstprovokerende. Vi møder det nok alle på forskellige planer, forskellige niveauer … grænserne af vores formåen. Inden vi måske finder vores ben og står et nyt sted.

Lige nu bevæger jeg mig videre ind i det lysfølsomme land.

Dette er ikke en symaskine

Skulpturskoleopgave. Rusten hegnstråd og en symaskine som model. Gerne dobbelt størrelse. Ja tak. Hegnstråd er genstridigt, flagrende, alt andet end føjeligt og bøjeligt. Det gør det udforudsigeligt. På den fede måde. Her er en “streg”, der ikke kan styres. Resultatet bliver sært. Og ikke en symaskine. Snarere et forunderligt, seismografisk apparat.

 

Dekonstruktionens kraft (provokation II)

Nogen gange er dekonstruktion en skaberkraft, der overgår alt andet.

Der kan være værker, der først når i mål, for alvor løfter sig, når de har været gennem dekonstruktionens vridemaskine. Så går måske det kedelige, det for pæne af dem og frem kommer det mere mystiske, det foruroligende, det pirrende.

Her et eksempel på denne proces. Fra et værk der vil fortælle for meget lidt for kedeligt firkantet …. til et værk, der bærer fortællingen i sig, gemt i kringelkroge og fordybninger.

Udgangspunktet:

Nedbrydning.

Resultat af dekonstruktionen. Samme værk fra forskellige vinkler:

 

Land art i det små

Vi kender alle til som børn, måske også som voksne, at bygge sandslotte på stranden, pynte med muslingeskaller, smukke sten, tang, grene. Eller lave mønstre i sandet med sten fra stranden. VI bruger det, der er på stedet, omformer. På stedets og materialernes præmisser. Der kan gå mange fordybede timer med det ….  og så kommer der måske pludselig nogle høje bølger, der skyller det hele væk igen. Eller vinden blæser sand og løse genstande væk.

Sådan er det også med land art.

Land art er kunst skabt direkte i landskabet enten ved at omforme selve landskabet til et kunstværk eller ved at lave strukturer i landskabet med naturlige materialer fundet på stedet så som sten eller grene. Og det er ikke tænkt at holde for evigt. Det holder så længe materialerne holder og så længe vind og vejr lader det være.

Her har jeg brugt kogler fundet i skovbunden.

   

Og her har jeg brugt mælkebøttestængler på vores 100 år gamle pæretræ. Træet er fuld af revner og sprækker, hvor den grønne linje kan løbe.

 

Engang måtte vi alle være her ….

Som jeg husker det … så var der engang, hvor verden var sådan, at vi alle måtte være her. Sådan husker jeg det. Sådan følte jeg det. Det har måske nok været lidt naivt, lidt rosenrødt, og nok bare min lille del af verden …. men sådan følte jeg det. I dag er der nogen, som stempler dem, der synes, at vi alle skal være her, som landsforrædere.

Ugens opgave på skulpturskolen skal tage udgangspunkt i noget, som provokerer/provokerer mig. Og jeg tænker … at noget, der kan frustrere mig, bekymre mig, gøre mig bedrøvet er de snigende holdningsændringer, grænser der langsomt bliver rykket … ikke ud i større frihed, men i retning af det indsnævrende, begrænsende. Set fra min verdensvinkel. Det er skræmmende med de små drypvise farveændringer fra det lyse til det mørke, som lige så stille eroderer tilliden mellem mennesker og ændrer verden. Flytter den et sted hen, som ikke er mit sted.

Vi er forbundne.

Det er livgivende, når vi elsker. Men når holdninger og grænser sættes skarpt og umenneskeligt i verden omkring mig, så opleves det tungt, ødelæggende, sorgfuldt. Forbindelserne bliver indviklede. Der bliver for langt mellem os.

Så løber bægeret over.

Så føler jeg mig klemt. Lukket inde et sted, hvor jeg slet ikke har lyst til at være.

Hvordan siger jeg det med en skulptur? Mit nye sprog som jeg ikke har lært endnu.

Jeg ville gerne kunne sige det meget større, meget tungere, meget mørkere …

 

 

 

 

Souvenir

Souvenir. Et minde, en erindring. En ferie, en oplevelse gemt i fotos eller en særlig genstand. Købt i en souvenirbutik eller fundet … som en sten på stranden. Et forsøg på at fastholde feriestemningen på en eller anden måde midt i en travl hverdag, lagre en oplevelse, så den kan findes frem fra de indre kringelkroge. Som en strandsten som man kan tage i hånden og mærke solen, smage havet, føle huden. Eller hvad det nu er, der sender sanserne tilbage til det oplevede, det sete, det hørte, det duftede, det smagte, det følte …..

Jeg har lige været i Berlin (igen igen igen igen ….). Erindringerne smager meget af gensynets glæde og en følelse af hjemlighed krydret med frisk inspiration.

Som man råber i skoven får man svar

I samarbejde med Joe Ingvartsen (kunstnerduoen INGVARTSEN / REJNERT) en lille udstilling i Holme Kunsthal. En grafisk installation med titlen “Som man råber i skoven får man svar”.

Som man råber i skoven, får man svar

Udtrykket, som man råber i skoven, (så) får man et svar, betyder i dag, at man kan vente samme optræden, samme højlighed eller uhøflighed eller lignende af sine omgivelser, som man selv præsterer. Man får igen med samme mønt, kunne man også sige. Man kan ikke vente blidere tone fra den anden end den, man selv anlægger. Vendingen er gammel, mindst fra 1700-tallet. Det kommer af det fænomen, at når man råber i en tæt skov, så er der ekko. Ekkoet i skoven svarer fuldstændig til ens egne ord. Deraf billedet.

(Kristeligt Dagblad, 29. maj 2012)

Som man råber i skoven, får man svar er en grafisk installation af kunstnerduoen INGVARTSEN / REJNERT.

Installationen er tænkt som en (humoristisk, men alligevel alvorlig) kommentar til herskende problemer med at tale pænt til hinanden i forskellige sociale sammenhænge, problemer med at bevare en åbenhed og tolerance over for mennesker, som lever på en anden måde, fordi de kommer fra andre kulturer eller over for mennesker, som bare har valgt at leve/udtrykke deres personlighed på måde, som ikke lige er ens egen. En adfærd der skaber grøfter i stedet for at bygge broer.

Det burde være klart: Det man sender ud, får man tilbage – måske ikke lige med det samme, men så på et andet tidspunkt.

Der er heldigvis også en positiv version: Hvis man smiler til verden, smiler den igen 😊

– – –

Kunstnerduoen INGVARTSEN / REJNERT har arbejdet mere eller mindre intensivt sammen siden 2009. Duoen består af: Joe Ingvartsen (www.joeingvartsen.wordpress.com) og Lis Rejnert Jensen (www.lisrejnertjensen.dk).