Forfatterarkiv: lisrejnertjensen

Kastaniegrøn sensommer

Endnu en grøn. Kastaniegrøn.

En formiddag med fuld augustsol. Lun. Der er et øjeblikeligt hul i den kreative strøm. Må være det intense forår, sommerferien, der lige skal synke ned, synke ind, før strømmen går i gang igen. Lidt træls, lidt urokildrende – sjovere når det bare flyder frit. Så det var skønt at gå i haven og hive ukrudt op, knokle, se hurtige synlige resultater. Lugte jorden, mærke solvarmen. Samle kastanier op. Så dejligt grønne. Kastaniegrønne. Heldigvis ikke endnu efterårets kastaniebrune. Nyde farven, nyde formerne.

Fotograferer. Mis Misja byder legesygt ind.

 

I mit stille sind …

 

Jeg har badet. I mit stille sind. Midt i den skønneste sommervarme morgen er jeg svømmet ud på midten af den smukkeste skovsø. Nøgen og fri. Har ligget der lige så stille og set fuglene flyve hen over mig, vidst at fiskene svømmede rundt under mig. Jeg har ladet solen varme og vandet køle. Jeg har nydt at flyde frit. Nydt vandets nærhed, luftens klarhed, morgenens stilhed.

Lige nu er august kølig og regnfuld – og da jeg skrev de første drømmende linjer sad jeg i min grønne lænestol på mit værksted og drak en kop meget tidlig morgenkaffe. Vågnede af en eller anden grund kl. ca. 5.00 og kunne bare ikke sove længere. Så der sad jeg så og drømte om en morgensvømmetur og skrev og kunne næsten mærke vandet.

I går øspjaskregnede det hele dagen … nogle steder i landet skybrudsagtigt. Derfor var turen til skovsøen, da jeg vågnede, allermest en drøm … jeg havde affærdiget den dagen før, fordi det garanteret ville være både for koldt og for blæsende og måske kom der oveni en byge. Men da kaffen var halvt drukket og drømmen helt drømt … så sendte solen et par forsigtige solstråler ned over min lokale verden … og jeg tænkte: Nej, det kan godt være, at det ikke er sommerhedt, men det er tørvejr – og solen lokker – og der dufter uden tvivl vidunderligt derude oven på gårsdagens rensende regn. Så hvorfor bare sidde i den grønne og drømme? Kom nu, Lis … det er NU! Så jeg pakkede hurtigt et håndklæde, et par gummistøvler og et æble …. og kørte ud og fandt en skovsø. Og fik min svømmetur … ikke helt ud på midten af søen … men en svømmetur i de smukkeste omgivelser og med fisk og fugle og solsmut i vandoverfladen. Og jeg nød det, jublede … i mit stille sind.

              

  

               

Sammlung Boros

 

I Reinhardtstrasse midt i Berlin ligger en gammel bunker, som i løbet af de seneste fem år er blevet ombygget til museum (foto for oven venligst udlånt af Søren. Jeg fik ikke selv taget et af bygningen ude fra). Det åbnede i april måned i år, og kan kun besøges på lørdage og søndage – og kun i forbindelse med deltagelse i en omvisning, som man booker sig ind på på deres hjemmeside. Museet er skabt af og rummer en lille del af en kunstsamling samlet af Christian Boros.

Hvis man har lyst til at se samtidskunst, så er her et forrygende flot sted at gå på oplevelse. Og igen er der tale om et udstillingssted, som i sig selv er nærmest et kunstværk. I ombygningen (reducering af rum fra 120 til 80 samt bygningen af en penthouselejlighed (samlerens!)) er en del af det gamle bunkerslook bevaret, og der er en skøn kontrast mellem det helt nye og istandsatte og de historieosende vægge og trappeopgange. Vi måtte ikke fotografere under omvisningen, så her blot et par billeder fra receptionen og et billede af bygningen set udefra. I øvrigt så er bygningen helt neutral udvendig, bare en firkantet klods med identiske døre til alle fire sider – der er ingen angivelse af, at her ligger et museum. Den rigtige indgangsdør finder man ved hjælp af et lille ydmygt skilt ved siden af en ringklokke, som man ringer på – hvorefter man bliver lukket ind i de hellige (labyrintiske!) haller!

Her stedets hjemmesideadresse: http://www.sammlung-boros.de/index.php?id=1&L=1&L=0

  

  

Mere om Berlin …

 

Det er svært at blive færdig med Berlin. Der ligger et væld af billeder, indtryk, sansninger i bagagen. Nogle af dem stammer fra udstillingssteder, hvor selve udstillingsstedet – set med mine øjne – er kunst i sig selv. Bygninger som er helt eller delvist sat i stand og som rummer en forfaldets skønhed (jeg håber så meget, at de lader det stå i denne form og ikke renoverer yderligere!). En ramme som i den grad spiller sammen med de udstillede værker, så resultatet er det rene øjenguf! Her kommer billeder fra en fotoudstilling på et – så vidt jeg husker – tidligere postkontor. Det ligger på Oranienburger Strasse – ikke langt fra Kunsthaus Tacheles, som også er et besøg værd!

   

    

    

Berlin collager

En af mine yndlingsbeskæftigelser, når jeg er i Berlin, er at lave collager –  af plakataffald, postkort, brochurer og hvad jeg ellers kan finde rundt omkring. Jeg nyder at omforme dagens fund til små billeder. I år er nogle af dem blevet brugt som postkort – en hjemmelavet hilsen fra Berlin.  Her et lille udvalg.

Berlin … bare bedre og bedre

Tredje år i træk sommerferie i Berlin. Og det bliver bare bedre og bedre. En skøn by at dykke ned i, en mangfoldighedens by – her er noget for os alle tre. De første dage har budt på 3D film om hvaler og delfiner på verdens største biograflærred (Sony Center på Potsdamer Platz), kunst på Deutsche Guggenheim, loppemarked på Boxhagener Platz, gåture på nye og kendte steder (et forslået haleben – mit – AV og ØV!) … og god mad til en billig penge … og en del latte machiato på hyggelige cafeer, inkl. vores “stamcafé”, hvor vi slapper af om aftenen, tager pulsen på næste dags vejr og lyster og planlægger den kommende dags togter.

Her et billedindtryk fra de første dage:

      

  

 

   

   

                

S A M M E N SÆTNING

 

Opsætning af udstilling vel overstået. Hyggelig dag. Godt samarbejde. Nedenfor et par billeder fra dagens arbejde. Ovenfor et af billederne i min spritnye … ja, hvad skal jeg kalde det … 3D fotocollage serie med titlen Come on closer.

Resultat? Jo, vi spænder vidt. Men jeg synes, at det er lykkedes at få mangfoldigheden – sammensætningen af forskellige teknikker og vidt forskellige udtryksformer – til at hænge sammen. Og præsentere sig godt. Men kom selv og kig! Vi ferniserer udstillingen på lørdag kl. 14-17 på Kulturspinderiet, Silkeborg.

 

Kom nærmere!

Den næste udstilling nærmer sig hastigt. Lidt for hastigt.

Jeg indrømmer blankt, at jeg har været meget fokuseret på udstillingen med X-Piir (FRA PIXI TIL XL). Bøgerne er et hjertebarn. Og da tiden er knap og løber alt for hurtigt af sted med mig, så har jeg næsten ikke fået tænkt på den udstilling, som nu lurer om et meget nært hjørne. Jeg skal faktisk være klar til ophængning på torsdag – og udstillingen åbner på lørdag.

Udstillingen er en gruppeudstilling. En gruppe bestående af malere, grafikere, en keramiker, en træskulptør m.m. samlet til lejligheden. Det er en af grundene til, at udstillingens titel blev S A M M E N SÆTNING. En anden er, at vi spænder meget vidt.

Jeg fik en ide til, hvad jeg kunne lave til udstillingen, for en uges tid siden. Og den ide har så ligget og simret – uden at jeg har haft tid til at gribe fat i den. Jeg skulle lige nå frem til sommerferien, skulle lige have givet huset en ordentlig omgang oven på en periode, hvor jeg har fokuseret på kreativiteten og ladet nullermændene vokse om ørerne på mig. Men i går blev huset så shinet op.  Og i dag har sommerferien indfundet sig mentalt – med stille morgenkaffe under pæretræet og masser af luft til tankerne… Og nu har jeg så taget hul på ideen … og er allerede kommet et skridt nærmere … Nærmere … Nærmere et resultat … men allermest … nærmere … til mig selv.

Fernisering

 

Billeder fra åbningen af FRA PIXI TIL XL. Åbningstale ved billedkunstner Steen Ramussen (stor tak til Steen! http://www.steen-rasmussen.com/). Dejligt med mange gæster, besøg af venner, gensyn med gamle venner (hvor heldig kan man være!). I det hele taget var det en rigtig dejlig dag.

Og nu hviler udstillingen i sig selv og kan tages i øjesyn hele juli og august. I skal være velkomne, hvis I ikke nåede forbi til ferniseringen.

Se også billeder fra og om udstillingen på Hannes blog:
http://ihanne.wordpress.com/