En håndfuld kvinder samlet i kunstnergruppen X-piir … om en fælles interesse: Artists’ books.
Artists’ books er “bøger” lavet af billedkunstnere. Det er billedkunstneriske værker, der låner fra bogens opbygning, form og forløb.
X-piir er dannet for at dyrke bogpassionen. Og ikke mindst udstille sammen. Vi mødes med jævnlige mellemrum for at planlægge, diskutere, udveksle, inspirere. I tirsdags på mødet hos Hanne (se Hannes blog her: ihanne.wordpress.com/) var et punkt på dagsordenen en udstilling, som netop er kommet i bogen: en udstilling i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus juli-august 2008. En udstilling, der giver os mulighed for at arbejde i stort format, hvilket er helt nyt for os. Det er en udfordring, som vi glæder os meget til at gå i gang med.
Ovenfor billede af Grete, Hanne og Else fra tirsdagens møde. Ellers består gruppen p.t. af Bryndis fra Island og Inger fra Fanø … og så mig selv.
Nedenfor eksempler på nogle af mine egne bøger. “Out of Touch” og “With these hands” – to bøger lavet til en udstilling sommeren 2007 med titlen “Handbækur” (Håndbøger) i Reykjavik, Island i samarbejde med en islandsk boggruppe.