De sidste par år har jeg klippet julekort. Med den allerstørste fornøjelse. Hvert år bliver jeg bidt af at folde papiret … hvidt, rødt, guld, hvad jeg nu vælger til det pågældende år … og så gå i gang med saksen. Klippe kantet, klippe blødt. Lege med rum og mellemrum. Starter altid med kanten og ender med centrum. En slags mandala. Det er en hyggelig stund. Som jeg sidder der … gerne i sofaen med hele verden omkring mig og en god kop kaffe … og ikke mindst en stor nysgerrighed efter at se, hvordan det næste klip nu bliver? Hænderne arbejder, tankerne glider frit omkring. Meditativt. Der er hjerter og stjerner og engle og former uden navn. Og til sidst kan papiret ikke rumme mere … og så kommer det magiske øjeblik, hvor klippet foldes ud. Og jeg må tilstå … Selvom jeg efterhånden har klippet mange klip … så bliver jeg lige overrasket hver gang.