Kategoriarkiv: Uncategorized

Night Vision

Drager i morgen til Højbjerg Bibliotek for at sætte min udstilling NIGHT VISION op. En stribe fotos taget i nattens mulm og næsten mørke.

Tilfældige billeder fra en helt almindelig tur. Jeg skulle vist bare en tur i teatret. Frem og tilbage. En køretur midt i vinterens mulm og mørke. Kameraet suger langsomt til sig, balancerer på kanten af tilstrækkeligt lys. Farten trækker lysprikker i langdrag.  Inde i mørket gemmer der sig et væld af historier. Verden bliver anderledes, når den næsten ikke kan ses.  Små prikker af lys fylder og trækker opmærksomheden til sig. Neonlys strækker sig i abstrakte flader ud i mørket. Kringelkroge bliver forunderlige, måske næsten skræmmende. Kalder på udforskning. Eller på flugt? Omgivelsernes mørke og lyse tråde trækkes indad. Og jeg ender et helt andet sted ….

Udstillingen kan ses fra onsdag den 2. november. Alle er velkomne til mini-fernisering onsdag den 2. november kl. 16-17!

TRANSFORM / MINDSCAPE

 

Knokler på værkstedet sammen med Joe. Der forberedes bidrag til projektet MINDSCAPE, som del af stor udstilling i Århus Filmby (arrangeret af ProKK) – TRANSFORM – som er tilgængelig for publikum fra den 2. november. Der vil også være en butik, hvor gæster kan finde unikke og billige kunstværker. For mit vedkommende grafik (fotogravure). Trykpressen gløder!

I MINDSCAPE deltager også Hanne Matthiesen, Elisabeth Omdahl (NO) og Joe Ingvartsen.

Her er Joe i gang med at forberede tegning til lito!

Love ….. lost …. and found!?

 

I løbet af de seneste dage har en lille bog sneget sig frem fra de indre gemmer. En lille, helt enkel bog som måske kan blive et emne til 6th International Artist’s Books Triennial Vilnius 2012, som har LOVE som emne, og hvor der er deadline for indsendelse af værker om ikke så særlig længe (15. november).

Og det kom til at handle om lost love ….  samlet op gennem livet.

Og måske også om nogen gange at fare vild fra sig selv
miste sig selv
glemme kærligheden til sig selv … 

Sådan kan det være indimellem.

Indtil man finder sig selv igen ….

VILDSKUD

Har gang i to projekter til den kommende udstilling VILDSKUD, som vi har stablet på benene i forbindelse med Århus Festuge (på Højbjerg Bibliotek). En stribe kunstnere samlet om sagen – ganske som vi plejer – Kunst på recept for to år siden og sidste år CINN).

Århus Festuges tema er i år “Skønne fejl og andre tilfældigheder. Beautiful Mistakes”. Og der griber vi så fat på følgende vis:

VILDSKUD. En udstilling af alt det vi normalt ikke viser frem. Fejl, mangler og skud i tågen stilles til skue sammen med bunker af beskidt vasketøj, ufærdige værker, uoverlagte beslutninger og konsekvenserne af de øjeblikke, hvor situationen gik ud af kontrol og udviklede sig HELT anderledes, end vi havde forestillet os. Hvor vi så, hørte og gjorde ting, der ikke stod på facitlisten. Og overlevede. På trods -eller måske netop på grund? En stribe kunstnere ser med åbne øjne på begrebet “fejl”.

Se her: http://aarhusfestuge.dk/DK/PROGRAM/Arrangement/Vildskud.aspx?M=eCom_Catalog

For mit vedkommende er det blevet til to projekter. Dels Uncontrolled Camera – en stribe vildskud (fejlskud/pletskud?) fra Berlin, dels projektet FOD-FEJL.

ForUndringsagenterne i aktion!

 

Workshop hos ONLY i Herning (før jul-arrangement for deres medarbejdere). ForUndringsagenterne – alias Hanne Matthiesen og undertegnede – på tur med kufferter fyldt med sakse, papir, stempler, sytråd, inspiration, hjertevarme, genbrugsånd og et væld af stemninger!

Vi rykker gerne ud igen! Til kreativt home party for alle vennerne, til artist’s books team building for virksomhedens medarbejdere, til fornøjelige pynt-op-til-din-fest-sammen-med-dine-gæster timer og meget mere! Bare sig til!!