At tegne …. er ikke bare noget man kan. Jo, nogen har et talent for at se og gengive/fortolke, som er umiddelbart tilgængeligt. De ser med lethed og udtrykker det sete i smukke, levende streger. For mig har det været – og er til stadighed – noget, der kræver megen øvelse og kan være en kamp med mig selv. Noget der kræver masser af tid, masser af ro. Så jeg har tid til at se, sanse, føle mig ind i det, jeg ønsker at tegne. Proportioner, vinkler, nuancer ….  Det tager mig timevis. Timer hvor jeg glemmer kaffen, så den bliver kold. Hvor jeg forsvinder fra verden, ind i en koncentreret stilhed.

Jeg elsker, når jeg har den tid og ro. Når der er tid til at lirke en tegning frem af det hvide papir.

Jeg har i mange år været – synes jeg selv – en, der ikke kan tegne. Men her på det seneste begynder jeg at synes, at jeg måske godt kan … tegne … på min måde.

Et nærliggende motiv er mig selv. Selfies på den gammeldags måde.

Nogen gange fotograferer jeg tegningen undervejs i dens tilblivelse. Og jeg er i evig diskussion med mig selv, om jeg bedre kan lide de halvfærdige antydende tegninger eller dem, der er mere færdige. Om det skal være det lyse, der vinder … eller det mørkere ….