Det er dejligt at nå frem til denne mandag. Dejligt at have fri. Dejligt at sidde på terrassen i lun sol og drikke morgenkaffe. Dejlig at mærke MIT liv igen … efter at have “givet det” til Salmonella (samlet op på turen til Vilnius – mere om Vilnius-turen på et andet tidspunkt), til badet (hvor der åbnede ny stor udstilling i lørdags: EXILE) og til min hjertesyge mor (som efter to ballonudvidelser af kranspulsåre nu er hjemme igen med et repareret hjerte).
Så jeg har bare siddet der på terrassen og nydt solen, kaffen og alle de nyudplantede krukkeblomster. Sidste lørdag fyldte vi bilen til bristepunktet, og søndag fik vi plantet en hel masse krukker fulde. Lige til at blive sommerglad af!
Og mens jeg gik der sidste søndag og tømte potter for at kunne fylde dem med friske blomster … så fik jeg en ide til et bogprojekt. Sådan kan inspirationen komme på de mest forunderlige tidspunkter. Og skønt er det!! At jeg bare kan gå der midt i alt muligt andet … og så pludselig popper der bare en ide op på den indre lystavle. Denne gang en bog (artists book) til en engelsk bogudstilling med titlen CLOSURE, hvor man kan sende ind og håbe på, at man kommer gennem nåleøjet og med i udstillingen. Og den bog gik jeg så i gang med i mandags … og arbejder videre på i dag. Men mere om det projekt i et andet indlæg. Lige nu er jeg langt væk i at nyde min mandag!