At rejse … og fortsættelsen siger næsten sig selv … er at leve. Det er sagt så tit, er godt brugt, slidt og velkendt – men ikke desto mindre rigtigt. Livet er en rejse … og at tage livet som en rejse – fra den ene ende til den anden eller rundt i her og nu – er at leve.

I tirsdags tog jeg en endagstur til Kalundborg, min barndomsby, hvor jeg blev født i september 1959, og hvor jeg er vokset op og har gået i skole og lært de første ting om livet. Turen var et gensyn med min fødeby. Byen ved fjorden. At gå en tur langs stranden er et must, når jeg kommer til Kalundborg. Vandet betyder meget for mig. Jeg har selvfølgelig været der flere gange siden jeg rejste fra byen – men det er første gang i mange år jeg var på tur dertil “bare som mig” – uden familie, og uden at skulle besøge familie. Jeg tog turen for at se byen, for at mærke barndommen, for at fornemme livet der. Og for at mødes med en gammel skolekammerat. En rejse tilbage i tiden. Men samtidig en rejse i nuet. Det var en ualmindelig dejlig dag!