Billeder fra en udstilling på badet (KunstCentret Silkeborg Bad) 14 + 1 stationer – Øvelser i at berøre. En totalinstallation skabt af den norske kunstner Borgny Farstad Svalastog. En udstilling som handler om rejsen gennem livet. Og som blandt andet rummer en hel masse glassko – eller fødder. Afstøbninger af kunstnerens egne fødder – med alle de menneskelige former og oplevelser, som et par fødder rummer, når de har vandret gennem livet med alle dets udfordringer – både de glade og de smertefulde. Og der er broderier og tryk og kaffekopper og et vandfald bag skodder.
Det er en udstilling, som jeg selv har nydt meget. Nydt for dens enkelhed og dybde.
I weekenden var jeg på arbejde og havde tid til lige at smutte i Skovvilla og fotografere, se udstillingen en sidste gang.
Udstillingen lukker søndag den 4. november.