At leve på Slettingen Refugium 14 dage er måske ikke lige frem en dans på lyserøde skyer – men indimellem er det, for det er et fantastisk sted (jeg kan savne nogle hvide, lige flader/vægge at hænge op på, så jeg kan få et overblik – der er kun skråvægge i atelieret på 1. sal, og ikke hvide vægge i stueetagen.)

Men det er også sindsoprivende, altopslugende, isolerende, på grænsen til opgivenhed – i hvert fald for mig – når jeg går ind i mit RUM og bliver væk i snørklede gange og er skiftevis høj og frustreret. Der synes at være lige så lang vej ind til det, jeg drømmer om, som huset ligger langt ude af grusvejen. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at gå ind i det rum. Ukuelig optimist – eller frygtelig stædig. Jeg vågner kl. 5 – og er nødt til at gå på værkstedet. For det må da gemme sig et sted – det jeg leder efter. Hvad det så end er. Og jeg er her jo for at finde det.

Så det er ikke altid lyserødt. Men i dag er det. Himlen. Morgenens blomstertryk. Det lette sind. Jeg arbejder i oktoberlys. Med blommefarve og gul.

Og vejen snor sig.

Et yndlingsmotiv. Vejen. Som fører ud i det fjerne.

Vejen bliver til, mens man går. Og bliver til fordi man vælger at gå. Et Rumi-citat jeg læste for ikke mange dage siden. ”As you start to walk on the way, the way appears”. Der var det.

Jeg har fotograferet et væld af veje. Her, på Færøerne, på Island, altid når vi rejser. Og her vejen til Slettingen. Med smukke skyer der hænger lige det rigtige sted.

Jeg har det seneste års tid forsøgt at bevæge mig væk fra den fotobaserede grafik. Jeg slipper den ikke helt – for den er et fast holdepunkt. Men jeg har også behov for at arbejde mere frit. Så det er pensel og transparent og tryksværte. Monotypisk. Og forsøg på at mane landskaber frem. Det går i ged (lidt for meget lige nu, synes jeg – damn it!) eller det bliver sådan okay. Jeg længes efter wauuuu-oplevelserne. Men min fingerspidsfornemmelse er rusten oven på et længere periode, hvor meget andet har fyldt min tilværelse. Så jublen lader lidt vente på sig. Jeg er nødt til bare at blive ved – og håbe på at det lukker sig op. 1000 tegninger skal der til, sagde en tegneunderviser engang for mange år siden …. så er der nok en imellem, der er rigtig god. Gid pokker havde de 999.

Ankomst mandag den 9. oktober.

Langt ude vest på. Langt ude af en grusvej. Langt ude mellem indre klitter. Mellem græssende heste og højt til himlen. Ligger Slettingen refugium (og naturskole). Genialt at nogen (Hjørring kommune) har tænkt og bygget sådan et sted. Som man kan søge om at leje for en kortere eller længere periode. Vi har 14 dage. (Og tak til Rigmor for at gøre opmærksom på stedet.)

Der alt man behøver. Inklusive atelier med udsigt. Det er der i det hele taget til alle sider.

Og vi ankom i det smukkeste efterårsvejr. Blå himmel og sol, køligt men lunt i solen.

Og tiden bliver langsom.

Vi kender alle til overspringshandlinger. Ting vi gør for at slippe udenom eller udskyde at gøre noget andet. Jeg har indført et nyt begreb i mit liv: overgangshandling. Det kunne man selvfølgelig også kalde et ritual eller en ceremoni. Og det er også noget, jeg kan identificere mig med. Men i begrebet “overgangshandling” synes jeg, at der ligger noget helt praktisk og håndgribeligt, som går direkte til sagen.

I godt et år har mine billeder fra turen til Færøerne sidste år hængt i min gang og på mit værksted. Under titlen “Beretninger om grønt” arbejdede jeg i atelieret ude midt i Atlanterhavet på de grønne øer samtidig med, at min mor blev langsomt svagere. Min mor døde en uge inde i vores ophold, og vi måtte rejse hjem igen.

De billeder der blev skabt den sommer på Færøerne, bærer en tyngde og nærhed for mig. Jeg følte mig tæt på min mor midt i arbejdet med billederne, selvom jeg var langt væk. Og at billederne stadig hang i gang og værksted var som en varm omfavnelse.

Derfor er det en overgangshandling for mig i dag at tage billederne ned igen. For at skabe plads til noget nyt.

Hvide vægge. Hvidt lærred. Hvidt papir.

Efter at have været ansat på KunstCentret Silkeborg Bad i præcist 19 år er jeg nu gået på efterløn. Og glæder mig til at fordybe mig i tegning, tusch, tryk og meget mere.

Planen er, at det bliver 3 år uden udstillingsaktivitet, men med tid til at have hænderne i materialer, eksperimentere og til at gå på kurser og til foredrag, se udstillinger, leve livet, have fri på helligdage og i weekender, dyrke FRI-tiden – nå noget af alt det, som jeg ikke har nået i flere år. Kort sagt: nyde ØJEBLIKKET.

Læs beretningen om mit arbejdsophold i Kambans Hus i Tórshavn, Færøerne, juli 2022 her: Beretninger om grønt. Færøerne 2022.

Jeg har længe drømt om at have mit eget lille udstillingssted, som kan rumme alt fra værkstedsdagens dugfriske eksperiment/afprøvning til mere gennemarbejdede værker. Et rum med plads til spontanitet. Hvor en udstilling ikke skal planlægges lang tid, nogen gange flere år, frem i tiden. Og nu er det blevet virkelighed.

Med hjælp fra JP Rammer og ikke mindst Edvard og hans kolleger fra upcycling.inc er det lykkedes at ombygge et gammelt, smukt flueskab til en lille kunsthal. Den er nu placeret på min egen matrikel og med let adgang for interesserede forbipasserende. Det er bare lige et par skridt ind i indkørslen, og så tilbydes der en kunstoplevelse. Og alle er velkomne til at kigge forbi.

Det lille kunstskab er 0,77 kubikmeter, og der er plads til objekter, tegning, foto, små installationer.

KUNSTHAL 8881 åbner med den første udstilling tirsdag den 9. marts. Fejringen af åbningen må på grund af COVID19 forsamlingsrestriktionerne vente til foråret/sommeren.

Se mere og følg med i udstillingerne her (eller på Møllevej 1, 8881 Thorsø 🙂 ).