Daily Archives: april 7, 2008

Flyde i et …

Noget af det bedste jeg ved … efter en god svømmetur … er at ligge og flyde i vandet. Bare ligge og flyde … helt stille … lige i vandoverfladen. Slappe totalt af. I ben, i arme, i krop, i hoved. Lade vandet bære mig. Nyde fornemmelsen af ikke at skulle gøre andet … end slappe af … tillidsfuldt, overgivent, fredfyldt. Flyde som et blad i vandoverfladen, mens alt andet må vente … forsvinder. Næsten flyde i et med vandet.

Det gode er, at jeg kan tage fornemmelsen med hjem. Eller i hvert fald erindringen. Jeg kan hente den frem, når jeg vil. Forestille mig at jeg flyder i det smukkeste blikstille hav med solen over mig.

Kommer til at tænke på et maleri jeg så på en udstilling på Silkeborg Kunstmuseum (november 2007) med værker af Willumsen. Et maleri ophængt helt alene på en stor væg. En kvinde, liggende, med løftede arme, afslappet, måske sovende. Flydende. Smukt.