Ved vejs ende …

strikket.jpg 

Jeg er begyndt at strikke igen. Strikkede meget da jeg var yngre, men har så haft lagt det på hylden, indtil her engang i begyndelsen af dette år, hvor jeg fik færten af det igen. Det skal helst være helt enkelt og på forholdsvis store pinde. Jeg er ikke til al for nydelig strik og små pinde og mønstre og indviklede snit. Jeg strikker for at få noget ud af det, selvfølgelig – altså en kjole eller en sjælevarmer eller en varm trøje. Men jeg strikker allermest for strikningens skyld – den meditative gevinst. Nydelsen ved at sidde med et strikketøj i hænderne, som bare kører derudad, mens tankerne kan vandre frit. Jeg er blevet bidt af det – for at sige det ligeud.

Det er skønt at starte på et nyt strikketøj, at have valgt en model, garn, farve … og jeg kan næsten ikke vente på at se resultatet. Men … det er alligevel et af de værste øjeblikke, når strikketøjet er ved at nå til vejs ende … Som nu min røde sjælevarmer … som jeg kun mangler få pinde på. Den har været som en rød tråd gennem den seneste tid. Og jeg var nødt til at forevige den, mens den stadig var strikketøj … og mens jeg venter på det rette øjeblik til at strikke de sidste pinde. Et særligt øjeblik måske … med en rigtig god film og en god kop kaffe … eller i strejfet og duften af en solbeskinnet efterårsdag … som i dag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s