Forfatterarkiv: lisrejnertjensen

At tegne

At tegne …. er ikke bare noget man kan. Jo, nogen har et talent for at se og gengive/fortolke, som er umiddelbart tilgængeligt. De ser med lethed og udtrykker det sete i smukke, levende streger. For mig har det været – og er til stadighed – noget, der kræver megen øvelse og kan være en kamp med mig selv. Noget der kræver masser af tid, masser af ro. Så jeg har tid til at se, sanse, føle mig ind i det, jeg ønsker at tegne. Proportioner, vinkler, nuancer ….  Det tager mig timevis. Timer hvor jeg glemmer kaffen, så den bliver kold. Hvor jeg forsvinder fra verden, ind i en koncentreret stilhed.

Jeg elsker, når jeg har den tid og ro. Når der er tid til at lirke en tegning frem af det hvide papir.

Jeg har i mange år været – synes jeg selv – en, der ikke kan tegne. Men her på det seneste begynder jeg at synes, at jeg måske godt kan … tegne … på min måde.

Et nærliggende motiv er mig selv. Selfies på den gammeldags måde.

Nogen gange fotograferer jeg tegningen undervejs i dens tilblivelse. Og jeg er i evig diskussion med mig selv, om jeg bedre kan lide de halvfærdige antydende tegninger eller dem, der er mere færdige. Om det skal være det lyse, der vinder … eller det mørkere ….

Det sidste øjeblik med ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger

 

Som så mange andre kulturinstitutioner er KunstCentret Silkeborg Bad for tiden lukket på grund af Coronakrisen og har været det siden midt i marts. Lukningen er p.t. berammet til at vare til den 10. maj – og kan blive forlænget.

Udstillingen ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger åbnede den 11. januar og skulle have haft sidste udstillingsdag den 10. maj. Vi – Steen Rasmussen, Tina Gjerulff, Joe Ingvartsen og mig selv – har været heldige med en lang udstillingsperiode, så en del har nået at se udstillingen, inden KunstCentret måtte lukke. Men derfor er det selvfølgelig alligevel trist, at der ikke lige blev mulighed for, at de sidste interesserede kunne nå at se den.

Som medarbejder på KunstCentret var jeg heldig, at jeg – den dag jeg selv blev hjemsendt fra arbejde – kunne tage en afskedsrunde i udstillingen. Så her kommer en stribe billeder til jer, der ikke nåede at se vores udstilling.

This slideshow requires JavaScript.

UseLess = use less eller useless

Et fokus på egne værker til udstillingen UseLess, som vises i Kunstpakhuset i Ikast frem til og med den 1. marts 2020.

UseLess = use less eller useless

Hvornår har noget værdi? Hvornår er noget værdiløst?

For mig har der, lige siden jeg gik på blandform/billedvæv på Århus Kunstakademi, været interesse for at genanvende materiale. Vi gik på gaden og samlede alskens sager op, vi tog på skrotten og fandt guld. Vi fandt det alle vegne. Genbrugte pap til sider i artist’s books, skabte krukker af pap fra papkasser, vævede værker af tang og gamle cykelslanger. I alt det genbrugte er der en patina, struktur, tekstur …. en sjæl, som ikke kan findes i det spritnye. For mig er det så naturligt som at trække vejret, at se verden på den måde, at affald kan have en værdi. En værdi som kan omsættes til æstetisk kunstnerisk udtryk. Og samtidig vise den pointe, at det er vigtigt at genbruge og sætte i cirkulation, så mængden af affald mindskes.

Til udstillingen UseLess har jeg arbejdet med visne pelargonier og visne skræpper. Pelargonierne har blomstret på min mors altan og er blevet til skulpturelle stængler og rødder i min baghave. Skræpperne stod et sted, jeg kom på en tur – visne, sammenkrøllede, foldede. De smukkeste linjer og former. Jeg var nødt til at have en favnfuld med hjem.

Pelargonier og skræpper blev fotograferet, fik en tur i photoshop. Blev til grafiske tryk. Serien “Pelargonium” og serien “Skræppe”.

Derudover har jeg arbejdet med objekter. Gipsaffald fra mit værksted er blevet pakket ind i papir og ostelærred og støbt ind i gips. En stribe “Affaldsposer” hvor affaldet genbruges som det formgivende.

Og så er der den menneskelige vinkel. Mennesket der kan føle sig nytteløst. Den gamle mand i kørestolen. Der hvor værdi handler om, hvorvidt vi stadig kan bidrage til samfundet, om vi stadig er fit, om vi har et job, om vi bidrager til bruttonationalproduktet ….

Og til sidst: Hvad med kunsten? Har den en værdi? Tryk på brugt bagepapir: Mennesket lever ikke af brød alene!

Søndag den 1. marts kl. 14.00 er der TALK/mød kunstnerne i Kunstpakhuset med de fire deltagende kunstnere (Mette Mailund Strong, Lars Waldemar, Helle Bovbjerg og jeg selv).

 

ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger – egne værker

ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger. Et fokus på egne værker – inden det går løs med opsætning af næste udstilling i morgen (UseLess).

Det har været fantastisk halvandet år med arbejde til to udstilinger så tæt på hinanden. Det er energiboostende, men også – indrømmer jeg – til tider udmarvende. Kunstnerisk arbejde er ikke bare en lykkelig dans på inspirationens roser, det er også daglig mental og fysisk indsats – indimellem helt ind til benet, når jeg forsøger at rykke mig selv et lille stykke længere. Sådan er det i hvert fald for mig, når der også skal passes fyldigt job ved siden af og alle de andre ting i tilværelsen.

Mit ene værk består af 365 æbler. Et æble om dagen i et år. De fylder en glasmontre. Et synligt bevis på tid, der er gået …

I mit liv har de fyldt hver dag. Og givet fylde hver dag.

Nu starter en ny tid ….

Det ubrugelige

   

Den 18. januar 2020 åbner i Kunstpakhuset Ikast udstillingen UseLess, hvor kunstnerne Helle Bovbjerg, Mette Mailund Strong, Lars Valdemar og jeg selv fabulerer over, hvornår noget har værdi, og hvornår noget er værdiløst. Med forskellige indfaldsvinkler til emnet og forskellige udtryksformer.

Jeg har selv blandt andet taget udgangspunkt i det helt nære. I for eksempel visne planter. Planter der har forandret sig fra livfuld skønhed til smukt forfald. Pelargonier. De strutter hele sommeren af grønt og lyserødt, indtil vinteren nærmer sig, og de visner og ender som strittende stængler uden blade. Lige der har jeg fotograferet dem og givet dem nyt liv som grafisk tryk. Som kunst.

Mange mener, at kunsten i sig selv er nytteløs. Men hvem ville trives i rum med tomme, hvide vægge. På et tidspunkt ville mennesket af sig selv give sig til at kradse huller i den hvide tomme væg. Vi har brug for kunsten. Til at udtrykke os i, til at kommunikere med, til at forstå verden gennem.

Øjebliksbillede

Vi kan fastholde øjeblikket i et billede. Fotografere et splitsekund, forevige et helt bestemt punkt i tiden. Vi kan blive så forelskede i det øjeblik, at vi – som Goethes Faust – siger “Verweile doch, du bist so schön” – stop tiden, dette skal vare evigt, dette er bare det skønneste øjeblik.

I udstillingen ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger er vi fire kunstnere – Steen Rasmussen, Tina Gjerulff, Joe Invartsen og jeg selv – der beskæftiger os med tid. På hver vores måde giver vi et bidrag til en fortælling om tid. Og flere af os tager udgangspunkt i oplevelser i og med naturen. Fornemmelsen af der at finde ro og tid til fordybelse. Enten ved at vandre i den eller ved at tegne eller fotografere eller på anden vis lade os inspirere af ting fra naturen.

For mit eget vedkommende er det blandt andet blevet til grafiske tryk af visne juletulipaner. Tulipaner har den smukkeste måde at forgå på. De åbner sig, strækker sig, falmer, tørrer, krøller sig sammen til de ender i en anden form for skønhed. Lige der har jeg foreviget dem, givet dem nyt liv som grafisk tryk.

Udstillingen ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger åbner lørdag den 11. januar kl. 11.00 på KunstCentret Silkeborg Bad. Læs mere her.

En form for vækst …

Vækstform. En form for vækst. Et løg, en spire, en mulighed. Silhuetten af et potentiale. Noget der er noget lige nu. Noget som kan blive til mere … med tiden ….

Arbejder med en form for grafisk installation i flere lag. Nyder processen hvor aflejrede, simrende ideer dukker op til overfladen og blander sig i arbejdet med aktuelle vækstobjekter. Et vækstpunkt hvor det skulpturelle og grafikken mødes.

Her et par fotos fra processen.

Jeg tror, at det ender med noget til udstillingen: ØJEBLIK. Kontrapunktiske beretninger på KunstCentret Silkeborg Bad. Læs mere her.