Knap en uge inde i opholdet. En måned i Kambans Hus i Tórshavn, Færøerne. Ankom søndag 7.7 lige før midnat. Slæbte alt bagage og grej ind. Og i løbet af kort tid føles huset hjemligt. Vores sted en måned. Udsigten smuk som altid, naboens gæs (morgentv) på plads på græsplænen ved siden af huset.

Søren har indrettet stuen på første sal som spillestue, og jeg har indtaget atelieret.


Dagene er skiftevis værkstedsdage og udflugts/inspirationsdage. Selvom vi har været her to gange tidligere, så er der stadig meget nyt at opleve – og meget at glæde sig over gensyn med. Det rå, det grønne i alskens nuancer, det kraftfulde klippesorte, tågen der smyger sig om fjeldene, pakker landskabet ind.



Indtil nu viser vejret sig fra sin allermest sommerlige side. Flere dage med høj sol og lunt vejr i Tórshavn (kører man til en anden del af øerne, på den anden side af et fjeld, så kan vejret været helt anderledes. I forgårs fra høj sol i Tórshavn til gråt og fugtigt i Vestmanna).
Der kan holdes madpakke/frokostpauser i alt slags vejr, men sol giver nu nogle skønne udendørs pauser.




Huset skal males. Og det skal det jo, når det trænger – og når vejret er til det. Så her midt i ugen kom der malere og stillede stillads op om det meste af huset. Så nu er udsigten fra de store vinduer i køkken, stue og atelier delt ind i stilladsfelter, og der færdes håndværkere rundt om huset. Ikke lige det vi havde regnet med og glædet os til. Vi er lidt trætte af, at der ikke er nogen bag Kambans Hus, som har informeret os (på forhånd) – det er håndværkerne, der må fortælle os, at de skal arbejde her – og formentlig al den tid, vi er her. Vi vænner os nok til, at vi ikke kan gå helt så frit og ugeneret omkring i huset, som vi ellers ville kunne – men mine indre cirkler og fordybelsesmode bliver forstyrret af det, blev især da de gik og satte stillads op. Uroen. Det giver en snert af fornemmelse af at blive betragtet, blive sat i bur. Og eftersom humlen ved opholdet er at kunne arbejde uforstyrret på værkstedet, så er det sgu noget møg – for at sige det lige ud. Forhåbentlig fortager følelsen sig … og lige nu er det i hvert fald weekend og ingen arbejde på stilladserne (og håndværkerne er meget søde og gør, hvad de kan for at forstyrre mindst muligt).

