Om ikke så længe går turen til Færøerne. Til en måneds ophold i Kambans Hus i Tórshavn.

Sommeren 2022 skulle vi have haft det månedlange ophold, men der måtte vi rejse hjem efter 14 dage, fordi min mor døde. Denne gang krydser vi fingre for at få det hele med.

Vi glæder os til at genbesøge de smukke, grønne øer midt i Atlanterhavet og synke ned i fordybelsen.

Og det er dermed tredje gang, vi skal på ophold. Søren med klarinetten, og jeg med en pæn del af værkstedet pakket i bilen. De to tidligere gange har jeg haft en ramme for mine værkstedsudfoldelser der. Første gang ”Landskabsnoter”, anden gang ”Beretninger om grønt”. Læs evt. mere andetsteds her på sitet.

Denne gang bliver rammen ”Skygger, tågesyn og uklarheder”. Og det er mig totalt uklart, hvad det kommer til at handle om. Men tåge er der i hvert fald masser af på Færøerne. Og skygger er der både i det ydre og det indre. Og det kniber en smule med at se helt skarpt, når jeg tegner. Måske en fordel – at stregen frigør sig fra mit syn på sagen. Så ”Skygger, tågesyn og uklarheder” er en ramme, der kan rumme lidt af hvert, men samtidig pirrer min nysgerrighed. Ikke at alt skal handle om det og måske slet ikke – men den er den kildrende udfordring, smeltedigel, som bliver pakket i bagagen … og så ser jeg, hvad der sker. Og den blev mig givet. Forstået på den måde, at den faktisk dukkede op helt tilfældigt ved en søgning på nettet om noget helt andet. Selvgestaltet AI. Det faldt bare ud af skærmen og ind i mit liv. Ret morsomt. Og modtaget.

Jeg tager den lille trykpresse og en helt frisk bøtte sort tryksværte (og andre tryksværtefarver) med til Færøerne. Jeg elsker det kraftfulde sorte mod det hvide, kan ikke undvære det – så noget sort/hvidt tryk bliver der nok. Men min indre landskabsmaler/blomstermaler/farvemaler rører indimellem på sig (genklang fra et tidligere liv?), så tryksværten er suppleret med endnu flere farver i flydende tusch, akvarel, gouache, olekridt, akvarelblyanter, tuschpenne ….. Alt hvad bilen og hjertet kan rumme.

Følg med i ”Skygger, tågesyn og uklarheder” her på lisrejnertjensen.dk.

Billederne er fra opholdet i 2019. En meget tåget dag.

Der er plads til masser af nyt i mit nye liv. Nye farver, nye teknikker. Jeg nyder at have tid til at prøve af (samtidig med at jeg bliver lidt overvældet over at have så mange udtryksformer at vælge mellem. Det udfordrende ved slaraffenland.)

Seneste interesse er gelatine tryk. En helt ny boldgade at boltre sig i. Lidt skeptisk til en start, var jeg – fordi mange kan lave meget med få virkemidler (stencils, skabeloner, blade, fotos fra ugeblade etc.). Hvad jo også er sjovt og anvendeligt på mange måder. Men så faldt jeg over billedkunstnere, som bruger gelli plates som “malegrund”, som monotypigrund. På værksted og ude i landskabet. Mere malerisk/grafisk. Og så begyndte det at trække i mig. Fordi det klinger med den måde, jeg i forvejen arbejder på. Og jeg er p.t. faldet lidt for den der blævrende plade. Der er noget legende og finurligt over det. Samtidig med at det kan en hel masse … når først man lige får det tilegnet og omsat til eget sprog. Indtil videre er jeg grøn nybegynder. TIden og afprøvningerne vil vise, om gelli platen bliver et fremtidigt arbejdsredskab.

Desværre havde jeg ikke mulighed for at rejse til Vilnius og være med til åbningen af 10th International Artist’s Book Triennial, som åbnede den 24. maj under overskriften TO BE. Billedet ovenfor er et af udstillingens officielle billeder ved initiativtager og grafiker Kestutis Vasiliunas. Mit bidrag “Assimilation” set lige akkurat til højre i billedet.

Bogen er lavet tilbage i 2018, men emnet er stadig aktuelt …. og passer ind i det overordnede tema TO BE (vurderede juryen).

Udover Vilnius har udstillingen også været vist i Leipzig (hvor min bog var med) og i Venedig. Ikke alle steder er der plads til alle bøger.

Her et par billeder af min bog “Assimilation”.

Alle sider (grafisk tryk, offsetplader plantryk) inden de blev samlet til bog:

Den samlede bog på udstilling i 2018:

Tekst på bogens bagside: