At leve på Slettingen Refugium 14 dage er måske ikke lige frem en dans på lyserøde skyer – men indimellem er det, for det er et fantastisk sted (jeg kan savne nogle hvide, lige flader/vægge at hænge op på, så jeg kan få et overblik – der er kun skråvægge i atelieret på 1. sal, og ikke hvide vægge i stueetagen.)

Men det er også sindsoprivende, altopslugende, isolerende, på grænsen til opgivenhed – i hvert fald for mig – når jeg går ind i mit RUM og bliver væk i snørklede gange og er skiftevis høj og frustreret. Der synes at være lige så lang vej ind til det, jeg drømmer om, som huset ligger langt ude af grusvejen. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at gå ind i det rum. Ukuelig optimist – eller frygtelig stædig. Jeg vågner kl. 5 – og er nødt til at gå på værkstedet. For det må da gemme sig et sted – det jeg leder efter. Hvad det så end er. Og jeg er her jo for at finde det.

Så det er ikke altid lyserødt. Men i dag er det. Himlen. Morgenens blomstertryk. Det lette sind. Jeg arbejder i oktoberlys. Med blommefarve og gul.