Og vejen snor sig.

Et yndlingsmotiv. Vejen. Som fører ud i det fjerne.

Vejen bliver til, mens man går. Og bliver til fordi man vælger at gå. Et Rumi-citat jeg læste for ikke mange dage siden. ”As you start to walk on the way, the way appears”. Der var det.

Jeg har fotograferet et væld af veje. Her, på Færøerne, på Island, altid når vi rejser. Og her vejen til Slettingen. Med smukke skyer der hænger lige det rigtige sted.

Jeg har det seneste års tid forsøgt at bevæge mig væk fra den fotobaserede grafik. Jeg slipper den ikke helt – for den er et fast holdepunkt. Men jeg har også behov for at arbejde mere frit. Så det er pensel og transparent og tryksværte. Monotypisk. Og forsøg på at mane landskaber frem. Det går i ged (lidt for meget lige nu, synes jeg – damn it!) eller det bliver sådan okay. Jeg længes efter wauuuu-oplevelserne. Men min fingerspidsfornemmelse er rusten oven på et længere periode, hvor meget andet har fyldt min tilværelse. Så jublen lader lidt vente på sig. Jeg er nødt til bare at blive ved – og håbe på at det lukker sig op. 1000 tegninger skal der til, sagde en tegneunderviser engang for mange år siden …. så er der nok en imellem, der er rigtig god. Gid pokker havde de 999.