Der er kun få uger til X-Piirs udstilling med Artists’ Books på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. Og der mangler stadig en del. Så jeg forsøger at arbejde på højtryk på den front – midt i livets andre gøremål og uberegnelige og til tider ubelejligede foranderlighed. Det er jo ikke altid det lige arter sig … livet … på den måde jeg gerne så. Men så må jeg vel bare lære at se med andre øjne? Eller også arter det sig netop som det skal? Jeg kan bare ikke få øjnene op for det lige i det forandringsfyldte … hudløse … øjeblik.
Men heldigvis … så er kreativiteten/kunsten altid en god rejsefælle. Her er altid hjælp at hente. Her kan der udtrykkes, gennemleves, bearbejdes, gives slip, skabes nyt. Her synker jeg ind i mig selv, her kommer jeg videre.
Lige p.t. er jeg i gang med en gang rød højglans spray og nogle store ord. Og mens jeg arbejder med de allerede planlagte og fremadskridende projekter dukker nye op fra hjernekistens dyb. Pyhhhaaaa … jeg får se, hvor meget jeg når!