Det er en udfordring for mig at tegne. En udfordring at lære at tegne. En udfordring af øjet, af hånden, af fornemmelsen for former. En udfordring af de indre tegnemønstre, af mine egne snirkler og snørkler. En udfordring at give slip.  Men … jeg er langt om længe (og efter flere års blod, sved og tårer) kommet dertil, hvor der med jævne mellemrum er noget, der lykkes. Samtidig med … at der er så forfærdelig meget at lære endnu. Øvelse er en stor del af det. Ikke det hele … men en stor del.

Tegner hver mandag sidst på eftermiddagen på et hold på Århus Kunstakademi. Croquis. Det er det, der taler til mig. At tegne modeller. Mennesker. I går tegnede vi bevægelsestegning. Hvilket vil sige, at man tegner den stilling/bevægelse, som modellen står i (og man tegner for at fange bevægelsen – ikke for at få det til at ligne). Og det skal gå stærkt, for modellen står som regel kun kort tid i de enkelte stillinger – ofte har man kun et halv minut (som de tre tegninger for neden) til at få en stilling fanget på papiret. Der er ikke tid til at tænke … og det er en stor del af pointen. Så arbejder øjet og hånden spontant … og det lykkes måske at glemme, at man tror, at man ikke kan!

På tegningen øverst har modellen over tre minutter skiftet mellem to stillinger – frem og tilbage – hvor stort set kun fødderne er samme sted. Det vil sige, at man endnu mere tvinges til at give los og bare tegne … nå at fange så meget som muligt … i bidder … altimens modellen skifter mellem de to stillinger.

Selvom det udfordrer mig, selvom jeg kan køre træt, selvom jeg kan synes, at det bare ikke vil fungere, selvom det kan frustrere mig grænseløst og inderligt … så går jeg ikke glip af en eneste tegnemandag … hvis det kan lade sig gøre. Jeg er vild med intensiteten i tegnesituationen … fortabt i fordybelsen. Konstant på jagt efter min streg, mit eget udtryk. I håb om at kunne tegne … endnu mere, endnu bedre … Hele tiden i bevægelse.